Københavns Lufthavn forbinder indenrigs- og udenrigsterminalerne

Udgivet den 07-09-2005  |  kl. 14:21  |  

Fremover bliver det endnu nemmere for passagererne i Københavns Lufthavn at skifte fra indenrigsfly til udenrigsfly. Om kort tid går lufthavnen i gang med at opføre en ny bygning, som vil skabe bedre forbindelse mellem Terminal 1 (indenrigs) og Terminal 2 (udenrigs), fremgår det af en pressemeddelelse.

I den nye 300 meter lange forbindelsesfinger etableres rullefortove i begge retninger på 1. sal med direkte nedgang til indenrigsterminalens lounger. Rullefortovene vil gøre det hurtigere og mere bekvemt at komme fra indenrigsterminalen til udenrigsterminalerne - eller omvendt. I dag kan passagererne enten tage turen til fods gennem loungerne eller benytte lufthavnens gratis transitbusser.

- Vi har ønsket at skabe en mere behagelig transfer mellem indenrigs- og udenrigsterminalerne og valgte at kombinere dette ønske med et myndighedskrav om en støjvæg. Med den nye bygning får passagererne en markant kvalitetsforbedring, siger Mogens Kornbo, underdirektør i Københavns Lufthavne.

Den 12,5 meter høje og 300 meter lange bygning gør det også muligt for passagererne at færdes tørskoet udendørs i en overdækket passage langs med indenrigsterminalen.

Efter prækvalifikation og licitation er Promecon as udvalgt som totalentreprenør på projektet i samarbejde med Moe & Brødsgaard A/S, MT Højgaard A/S og Kasper Danielsen Arkitekter A/S.

- Det er en interessant udfordring at etablere et specialbyggeri midt i en lufthavn i drift, men vi har stor erfaring i den type opgaver og glæder os til at gå i gang, siger Steen L. Andersen, afdelingsleder i Promecon as.

Promecon as deltog i 1999 i flytningen af Vilhelm Lauritzen terminalen i Københavns Lufthavn, hvor Promecon var ansvarlig for at fremstille og montere stålkonstruktionen til understøtning, løft og flytning af den fredede bygning. Desuden har Promecon as udført komplekse stålkonstruktioner til bl.a. Turning Torso i Malmö, Ferring, Fields City Center og DR Byen i Ørestaden.

Byggeriet ved indenrigsterminalen begynder primo september 2005. Første etape er den støjdæmpende væg, som står færdig 1. januar 2006, mens hele bygningen med rullefortov forventes færdig ultimo 2006.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder