Kaos på skrivebordet koster penge

Udgivet den 26-02-2003  |  kl. 09:48  |  

Kontorarbejdere skal gennem en labyrint af kaffekopper, ledninger og andet rod på skrivebordene, før de kan gå i gang med dagens arbejde.

Uendelige mængder af kabler og ledninger fra pc'er, telefoner og computertilbehør bevirker, at medarbejderen mister op til en hel arbejdsuge om året i forsøget på at navigere gennem rodet, viser undersøgelse foretaget af pc-tilbehørsproducenten Logitec.

Undersøgelsen viser, at 25 pct. danskere skammer sig over deres skrivebord og føler sig overvældet af kaos. De mener, de ville arbejde mere effektivt, hvis der var mindre rod på deres skrivebord.

Rodet koster ikke kun tid og dermed penge for arbejdsgiveren; halvdelen af alle kontormedarbejdere har været ude for mindre ulykker uden overhovedet at have flyttet sig fra kontorstolen.

Undersøgelsen blev foretaget i 16 europæiske lande. De nationer, der skammer sig mest over rodet på skrivebordet, er Storbritannien og Portugal.

Tyskerne havde de mest organiserede skriveborde.

/Netavisen Infopaq/

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder