Kinesiske medicinalselskaber bliver presset af vaccineskandale

Udgivet den 23-07-2018  |  kl. 11:41  |  

En skandale om salg af dårlige vacciner har skabt dønninger i den kinesiske medicinalindustri mandag, hvor aktierne bliver solgt i stor stil blandt investorerne på aktiemarkedet.

Sagen er ifølge Bloomberg News udløst af selskabet Changsheng Bio-Technology, der tidligere i denne måned blev afsløret i at have fiflet med produktionsdata i en vaccine mod hundegalskab.

Derudover er selskabet blevet afsløret i at have solgt 250.000 doser af børnevacciner af ringe kvalitet. Der er tale om vacciner rettet mod stivkrampe, hoste og luftvejsinfektionen difteri.

Changsheng Bio-Technologys aktie er faldet 10 pct. de sidste seks dage i træk, men mandag har frygten også bredt sig til medicinalbranchen som helhed - herunder særligt producenter af vacciner - efter at Kinas premierminister, Li Keqiang, har varslet en undersøgelse af branchen.

Skandalen frygtes at kunne ramme salget fra lokale producenter i Kina og samtidig forringe mulighederne for eksport.

Underindekset for medicinalselskaber i det kinesiske CSI 300-indeks er faldet op mod 6 pct. mandag, og hele 17 selskaber er faldet mere end 10 pct., som aktierne i Kina maksimalt kan falde per dag.

Medicinalsektoren er dog fortsat steget 12 pct. år, mens CSI 300-indekset er faldet 13 pct.

/ritzau/FINANS

Aske Muff

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder