Kompan: Nordic Capital fremsætter pligtmæssigt købstilbud

Udgivet den 04-04-2005  |  kl. 15:30  |  

Nordic Capital fremsætter efter det frivillige købstilbud nu det pligtmæssige tilbud på Kompan, fremgår det af en børsmeddelelse mandag.

Det pligtmæssige købstilbud gælder fra mandag den 4. april 2005 til mandag den 2. maj 2005, kl. 17:00 (dansk tid), begge dage inklusive.

På tidspunktet for fremsættelsen af det pligtmæssige købstilbud ejer Cidron II nominelt 12.000.000 kr. A-aktier og nominelt 43.738.500 kr. B-aktier i Kompan, svarende til 96,0 pct. af den samlede aktiekapital og 98,6 pct. af de samlede stemmerettigheder i Kompan (eksklusive egne aktier). Cidron II, Cidron II L.P. og Nordic Capital har ikke inden for de seneste 12 måneder erhvervet aktier i Kompan til en højere kurs end Tilbudsprisen i henhold til det Pligtmæssige Købstilbud.

De tilbageværende aktionærer i Kompan tilbydes i henhold til det pligtmæssige købstilbud kontant 1.250 kr. for hver B-aktie i Kompan á nominelt 100 kr. Hvis Kompan forud for afregning af det Pligtmæssige Købstilbud udbetaler dividende eller foretager anden udlodning til sine aktionærer, vil en tilsvarende reduktion (krone for krone) blive foretaget i Tilbudsprisen.

- På ovenstående baggrund meddeles det herved, at bestyrelsen i Kompan anbefaler det fremsatte pligtmæssige købstilbud og tilslutter sig den af bestyrelsen den 30. januar 2005 afgivne redegørelse og enstemmige anbefaling til aktionærerne af det frivillige købstilbud. Fremsættelse af det pligtmæssige købstilbud og offentliggørelsen 31. marts 2005 af Kompans årsrapport for 2004 giver ikke bestyrelsen anledning til at fremkomme med supplerende oplysninger i forhold til bestyrelsens redegørelse af 30. januar 2005, fremgår det af bestyrelsens redegørelse i forbindelse med Nordic Capitals fremsættelse af det pligtmæssige købstilbud.

Udgivet af: NPinvestordk