Kun 2.000 kunder har købt CO2-kompensation hos SAS
Mange kan lide tanken om at klimakompensere flyrejser, men få vil betale for det. Hos SAS har mindre end 1 procent af de rejsende betalt for CO2-udslip.
Sølle 2.000 kunder har sagt ja tak til tilbuddet om klimakompensation hos SAS. Det skriver den svenske avis Dagens Nyheter. Antallet 2.000 gælder for hele SAS-koncernen de sidste 10 måneder. Det er mindre end 10 køb pr. dag i gennemsnit. SAS har 6 mio. passagerer pr. år.
- Det er ganske få, vi forsøger på alle måder at informere om det, siger Lars Andersen fra SAS´ pressetjeneste til avisen.
En rundringning, som Dagens Nyheter har lavet til forskellige rejsebureauer i Sverige, viser samme tendens.
De svage tal kan igen få diskussionen om miljøskatter til at blusse op.
/csh