Lars Berfoed: Skatten skal ned og boligejerne fredes

Udgivet den 29-05-2012  |  kl. 14:51  |  

Danmark har verdens højeste skattetryk. Det mindsker familiernes økonomiske frihed, og det dræber initiativ og virkelyst. Derfor skal en skattereform føre til lavere skatter for alle danskere og ikke blot en omlægning, hvor regeringen vil tage penge fra dem som ejer deres egen bolig, fra dem som sparer op til alderdommen og fra dem som køber varer i Danmark, understreger de Konservatives partiformand Lars Barfoed forud for forhandlingerne om den kommende skattereform.

"Det er helt afgørende, at skatten kommer ned. Og vel at mærke uden at lavere skat på arbejde bliver betalt af nye skatter og afgifter. Lavere skatter vil gøre det økonomisk attraktivt at tage et arbejde og være selvforsørgende samt motivere til at yde en ekstra indsats og skabe vækst. Men regeringens udspil er alt for uambitiøst. Vi får ikke den nødvendige sænkning af de samlede skatter i Danmark, og det straffer borgerne på deres bolig, pensionsopsparing og forbrug," siger Lars Barfoed.

"Regeringen har mistet virkelighedsfornemmelsen, når den vil beskatte boligejerne endnu hårdere i form af lavere rentefradrag. Den opfører sig som en kamikazepilot, der nærmest ønsker at fremtvinge et kollaps på boligmarkedet. Og så lige netop i en tid, hvor boligejerne har brug for en hjælpende hånd," siger Lars Barfoed.

"Vi burde hylde alle dem, som sparer op til alderdommen. Det er godt for samfundet, og det er godt for privatøkonomien. Men regeringen gør det modsatte med en række forringelser på den private opsparing, og lægger op til et generationstyveri ved at fremrykke beskatningen af kapitalpensioner. Ved at beskatte nu, kommer pengene til at mangle i fremtiden, hvor der bliver masser af behov for indtægterne til pleje og pasning af de store ældreårgange," siger Lars Barfoed.

"Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor regeringen lægger så mange kræfter i at eksportere vores arbejdspladser til butikkerne syd for grænsen. Vi kommer alle til at opleve stigende priser på vores forbrugsvarer, og det eneste, der reelt kommer ud af det, er øget grænsehandel. Det betyder færre arbejdspladser i Danmark og mindre handel i danske butikker," siger Lars Barfoed.

Udgivet af: lp@netposten.dk