Lundbeck: Tror på egne evner i udviklingen af Alders migrænemiddle

Udgivet den 10-10-2019  |  kl. 21:30  |  

Medicinalselskabet Lundbeck tror, at koncernen kan få mere ud af migrænemidlet Eptinezumab end den nuværende ejer, Alder Biopharmaceuticals, og det fik Lundbeck til at lægge 13 mia. kr. for Alder.

Det skriver Dagbladet Børsen.

- Alder er et nyt selskab, der aldrig har lanceret et produkt tidligere, så det er ikke så arrogant at forudsætte, at vi har lidt mere erfaring. Vi har en global tilstedeværelse og kan eksekvere i Europa og Asien. Vi har evnerne til at tage hånd om det her produkt på en helt anden måde, fortæller Johan Luthman, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Lundbeck, til Børsen.

Købsprisen på 13 mia. kr. bygger på en forudsætning om et topsalg på 1,3 mia. dollar for Eptinezumab i 2030 og under forudsætning af at Lundbeck bidrager til udviklingen uden for USA, viser dokumenter til de amerikanske børsmyndigheder, ifølge Børsen.

Udover migrænemidlet og dets potentiale får Lundbeck også adgang til Alders forskning inden for antistoffer, og det er endnu et formål med handelen.

- Vi er nødt til at gå derhen, hvor den gode biologi er, og vi skal bruge de lægemidler, der kan levere det ønskede. Det er muligvis et lille molekyle. Det kan også være et stort molekyle, som et antistof, forklarer Johan Luthman.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde