Mærsk forventer skrumpende overskud i 2013 - NY

Udgivet den 22-02-2013  |  kl. 08:20  |  

A.P. Møller - Mærsk venter tilbagegang i overskuddet i 2013. Det fortæller selskabet i sit årsregnskab for 2012, der bød på et overskud på 23,4 mia. kr. før minoritetsinteresser.

Eksklusive nedskrivninger, avancer fra salg og indtægterne fra det algeriske olieforlig, som gav et stort bonus til 2012-resultatet, ventes 2013-resultatet dog på omtrent samme niveau som 2012, 2,9 mia. dollar (omtrent 16,4 mia. kr).

På segmentbasis venter Mærsk-gruppen i 2013 et bedre resultatet i containerdivisionen, Maersk Line, som i 2012 fik et overskud på 2671 mio. kr. Det skyldes dels lavere enhedsomkostninger, da rederiet blandt andet i år modtager de nye, højeffektive "Triple E"-skibe, dels en forventning om en stigning på 4-5 pct. i efterspørgslen på søfragt af containere.

Olieforretningen, Maersk Oil, ventes at lande et betydeligt lavere resultat end de 14.164 mio. kr., der var i overskud i 2012, blandt andet på grund af det førnævnte algeriske olieforlig, der løftede 2012-overskuddet med omkring 5 mia. kr.

Produktionen ventes at falde yderligere i 2013, især i første halvår, fra 257.000 tønder per dag i 2012 til mellem 240.000 og 250.000 tønder per dag. Det skyldes især et fortsat fald i produktionen i Danmark, som dog udlignes lidt af ny olie og gas fra El Merk i Algeriet og Gryphon i den britiske del af Nordsøen.

Derudover ventes der resultatfremgang i begge de andre hovedben, havneforretningen APM Terminals og boreriggene i Maersk Drilling, samt i de "andre aktiviteter", der blandt andet dækker over Dansk Supermarked, Damco og Svitzer.

Før regnskabet var analytikernes forventning til Mærsks 2013-resultater et overskud på 22,7 mia. kr. før minoritetsinteresser ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Der er dog store udsving i prognoserne. Den mest optimistiske analytiker tror på et overskud på 27,1 mia. kr., mens den mest pessimistiske estimerer et resultat på 15,9 mia. kr. i 2013.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

12:36 Europæiske bilaktier i lille comeback efter mulig højere told på kinesiske elbiler
11:40 Obligationer/middag: Renten stiger i spændt marked inden amerikansk jobrapport
11:38 Aktier/middag: Mærsk får klø efter afblæst strejke mens DSV's aktiesalg giver optur
11:07 Novo får skåret kursmålet med en halvtredser hos Nykredit
10:18 DSV's finansdirektør: Kapitalforhøjelse mødt af meget stor interesse
10:16 Britisk pubkæde belønnes for pænt resultat og genoptaget udbytte
09:40 Mærsk sendes til bunds efter endt havnestrejke
09:19 Aktier/åbning: Optur til DSV efter kæmpe aktiesalg - Mærsk får klø efter afblæst strejke
09:16 DSV brager i vejret oven på succesrig kapitalforhøjelse
08:52 Mærsk-aktien kan falde ret markant oven på afblæst havnestrejke vurderer Sydbank
08:46 Obligationer/åbning: Små rentestigninger i spændt marked inden fredagens jobrapport
08:40 Jyaske Bank: USA's centralbank vil for alt i verden undgå stort stigende arbejdsløshed
08:29 DSV's aktiesalg vidner om høj efterspørgel - havnestrejke kan ramme transportaktier, vurderer Sydbank
08:10 Aktier/tendens: Fokus på Mærsk og DSV efter afblæst havnestrejke og aktiesalg
08:04 Råvarer: Oliepriserne har kurs mod ugentlig stigning
07:51 Jyske Bank lukker aktietilbagekøbsprogram på 1,5 mia. kr.
07:25 Obligationer/tendens: Spænding inden fredagens jobrapport
07:17 Nordnet: Enormt aktiesalg uden rabat er en stor tillidserklæring til DSV
07:13 Amerikansk havnestrejke er slut men har skabt kø - rederiaktierne styrtdykker
06:59 Asiatiske rederi-aktier styrtdykker oven på afblæst havnestrejke i USA