Mærsk/Nykredit: Vender 180 grader efter halvårsregnskab
Nykredit Markets vender mandag på en tallerken efter A.P. Møller - Mærsks regnskab for andet kvartal, der kom ud langt bedre end ventet. Mod tidligere at have haft anbefalingen "underperform" har Nykedit Markets nu "outperform". Fair value er samtidig hævet med ikke mindre end 22 pct. til 58.200 kr.
Det lyseblå konglomerat leverede da også et regnskab, der slog benene væk under analytikerne, da Maersk Line overraskende leverede et milliardresultat trods et kvartal præget af priskrig. Containerdivisionen mindskede sine enhedsomkostninger med 12,7 pct. år til år, hvilket gav et overskud på 2501 mio. kr. mod ventede 347 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
- Endnu en gang er det mest positive i regnskabet udviklingen i Maersk Line. Som ventet skuffede de opnåede fragtrater dog i forhold til konsensusforventningerne, så resultatet er endnu en gang trukket af markante effektiviseringer og omkostningsbesparelser. Besparelserne og de seneste succesfulde markante ratestigninger gør, at vi forventer et stærkt andet halvår fra Maersk Line, skriver Nykredit Markets Mærsk-analytiker Ricky S. Rasmussen i sin analyse.
Regnskabet indeholdt da også en opjustering af forventningerne til Maersk Line, der nu ventes at sejle et "væsentligt bedre" resultat hjem end 2012s 2671 mio. kr. mod tidligere blot et bedre resultat. Det samme er tilfældet for Maersk Drilling, der også ses opnå et "væsentligt bedre" resultat end i 2012. For Maersk Oil blev forventningerne dog sænket grundet lavere oliepriser.
- Samlet set er der ingen tvivl om, at regnskabet er realiseret langt bedre end ventet på trods af skuffelsen i Maersk Oil, der ellers er én af de absolut vigtigste divisioner fremadrettet. Således overskygger de gode resultater fra ikke mindst Maersk Line og Maersk Drilling de mindre skuffelser i regnskabet, og det er vores vurdering, at disse to forretningsområder vil kunne fortsætte med at levere gode resultater i de kommende kvartaler, mens vi forventer en markant fremgang i Maersk Oil i samme periode, skriver Ricky Rasmussen.
Den positive udvikling har en stor effekt på Nykredit Markets estimater og dermed også for anbefalingen for aktierne i A.P. Møller - Mærsk.
- Vores model indikerer en ny fair value i niveauet 58.200 kr. per aktie mod tidligere 47.600 kr., hvilket ikke mindst er et udtryk for de positive estimatændringer, som vi har foretaget for Maersk Line. Vores fair value efterlader således også plads til fortsatte fornuftige kursstigninger i den kommende tid, og vi hæver derfor vores anbefaling til Outperform fra tidligere Underperform efter de stærke Q2-tal, konkluderer Nykredit.
Børshusenes anbefalinger af og kursmål for A. P. Møller - Mærsks B-aktie før og efter selskabets regnskab for andet kvartal 2013 offentliggjort fredag morgen:
#
Anbefaling før: Anbefaling efter: Kursmål før: Kursmål efter:
--------------------------------------------------------------------------------
Nykredit Markets Underperform Outperform 47.600 58.200
Alm. Brand Markets Neutral Neutral 47.000 50.000
Jefferies Underperform Underperform 30.000 34.500
Handelsbanken Køb Køb 53.000 60.000
Danske Bank Køb Køb 54.000 65.000
--------------------------------------------------------------------------------
#
Kilder: Bloomberg News og børshusene selv.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk