Mandagens aktier: Ingen klarede frisag i gennemsyret surt indeks

Udgivet den 21-09-2020  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Retningen var klar mandagen igennem, hvor det danske C25-indeks tog hul på en ny handelsuge med fald fra åbningen, og i løbet af dagen gik udviklingen kun én vej - nedad.

Samlet set bakkede det danske eliteindeks 1,6 pct. til 1469,48, på en dag hvor ingen eliteaktier klarede frisag, og hvor indekset derfor var gennemsyret af røde aktier.

Det var også billedet i resten af Europa, hvor faldene dagen igennem var mere markante end herhjemme, da C25-indekset blev understøttet en smule af indeksets mere defensive karakter.

- Historisk set har vi taget hul på den værste aktieuge. Den her uge i september plejer at være den dårligste, hvis man kigger på statistikkerne, så det gør nok ikke tingene bedre, konstaterer Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.

I bunden af det danske marked endte blandt andet vækstfølsomme A.P. Møller-Mærsk, hvis B-aktie tabte 4,2 pct. til 9160 kr. Det fald blev dog overgået af Bavarian Nordic, som tabte 4,3 pct. til 203 kr.

BANKERNE BLEV PRESSET

På ugens første handelsdag var der særligt fokus på bankaktierne - og især Danske Bank - efter at Danske Banks hvidvasksag atter fandt vej til forsiderne.

Politiken, som sammen med blandt andet DR og Berlingske har fået adgang til tusindvis af hemmelige dokumenter, skrev, at narkohandlere, våbensmuglere og mafiaklaner er nogle af dem, som Danske Banks kunder i den nu lukkede estiske afdeling havde forbindelse til.

- Det har øget fokus på bankerne og hvidvaskprocedurer, så det har givet en negativ stemning omkring bankerne i Europa, og bankerne er også startet svagt i USA, så det er hele sektoren, der falder på det, siger Ole Kjær Jensen.

Danske Bank faldt mandag 2,9 pct. til 82 kr.

Banken fik mandag også kritik af Finanstilsynet for inddrivelse af kunders gæld og fire påbud, som skal sikre, at situationen ikke gentager sig.

Jyske Bank tabte mandag 3,9 pct. til 181,20 kr., mens Nordea endte 3,9 pct. lavere i 47 kr.

Med til at præge udviklingen var også nye høje smittetal med covid-19 rundt omkring i Europa og frygt for, at efteråret og vinteren kan byde på nye nedlukninger, hvis ikke smitten hurtigt kommer under kontrol.

Mandag sagde Storbritanniens sundhedsminister, at han ikke kan udelukke en ny national nedlukning, men at det ikke er noget, han ønsker.

I toppen af C25-indekset lå Novo Nordisk store dele af mandagen.

- Der er lidt opmærksomhed omkring Novo med en diabeteskonference senere på ugen, og den klarer sig lidt bedre end resten i dag, men det, tror jeg, lige så meget skyldes, at man går lidt mere defensivt i de her dage, vurderer Ole Kjær Sydbank.

Novo-aktien kunne dog ikke holde momentum dagen igennem, og ud på eftermiddagen blev et spinkelt plus vendt til fald, og status for dagen blev et marginalt fald på 0,01 pct. til 434,95 kr.

Rockwool fik mandag løftet kursmålet hos Exane BNP Paribas til 2200 kr. fra 2065 kr. Finanshuset gentog anbefalingen "neutral".

Isoleringsaktien endte 2,4 pct. lavere til 2236 kr.

G4S MED STATUS

Blandt sidepapirerne var G4S i fokus, da selskabet kom med en opdatering for årets første otte måneder, hvor omsætningen faldt med 1,9 pct. Indtjeningen er til gengæld foran 2019-niveau.

Oplysningerne kom, efter at BC Partners og Gardaworld i sidste uge annoncerede et potentielt bud på 190 pence per aktie.

Fredag afviste sikringskoncerns største aktionær, Schroders, købstilbuddet fra BC Partners og Gardaworld, som også sikringskoncernens bestyrelse tidligere har afvist som utilstrækkeligt.

G4S-aktien faldt 3,4 pct. til 15,14 kr.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder