Matas Q3: Driftsmarginen skuffer en smule og forventninger præciseres

Udgivet den 27-02-2020  |  kl. 08:58  |  

Materialistkæden Matas kom målt på indtjeningen lidt dårligere ud af tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2019/20 end ventet af analytikerne.

Omsætningen steg i kvartalet til 1173,4 mio. kr. fra 1092,6 mio. kr. i samme periode sidste år. Til sammenligning havde analytikerne ifølge et estimat indsamlet af selskabet ventet en omsætning på 1173 mio. kr.

Like for like-væksten, som dækker over salget i de butikker, der også var åbne samme tid år før, endte i kvartalet på 4,7 pct. mod 0,5 pct. i perioden sidste år. Her havde analytikerne ventet en vækst på 4,7 pct.

- Kvartalet var en vigtig milepæl for Matas. Vi havde en historisk høj omsætning og solid fremgang i indtjeningen. Samspillet mellem nettet og de fysiske butikker lykkedes perfekt, og Matas havde samlet set flere kunder, der handlede for mere, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, der er administrerende direktør i Matas, i regnskabet.

En del af regnskabstallene var ikke den helt store overraskelse, da Matas allerede i januar offentliggjorde en salgsopdatering for kvartalet.

Resultatet af den primære drift (EBITDA) før særlige poster steg til 262,7 mio. kr. fra 206 mio. kr., og EBITDA-marginen før særlige poster landede på 22,5 pct. mod 18,8 pct. i tredje kvartal sidste regnskabsår.

Analytikernes estimat for EBITDA-overskuddet var på 269 mio. kr. og en margin på 22,9 pct.

Tallene for tredje kvartal 2019/20 er justeret efter de nye regnskabsregler IFRS 16, mens sammenligningstallene for perioden året forinden er eksklusive effekterne fra de nye regler.

Når regnskabsreglernes effekt fraregnes EBITDA-marginen før særlige poster for det seneste tredje kvartal er der faktisk tale om et fald til 18,7 pct. fra 18,8 pct. i samme periode året forinden.

OPPRÆCISERER OMSÆTNINGSFORVENTNING - MEN SKÆRER TOPPEN AF INDTJENINGSPROGNOSE

Matas opjusterer forventningerne i sit regnskab for tredje kvartal af det skæve regnskabsår 2019/2020 til den samlede omsætningsvækst for hele året.

Selskabet forventer nu en samlet omsætningsvækst på over 5 pct. mod før 5 pct., og den underliggende omsætningsvækst, "like-for-like", ventes ligeledes at lande over 1,5 pct. mod tidligere omkring 1,5 pct.

Forventningerne til den samlede omsætningsvækst inkluderer omsætningen fra tilkøbte Firtal Group og Kosmolet, hvoraf sidstnævnte blandt andet producerer makeup-mærket Nilens Jord.

Matas fastholder investeringer på mellem 150 og 170 mio. kr.

Selskabet fastholder forventningerne til driftsmarginen, EBITDA, til mellem 14-15 pct. før særlige poster. Den post er desuden eksklusive effekten af de nye IFRS 16-regnskabsregler.

- De finansielle forventninger til 2019/20 er baseret på en forventning om et svagt stigende forbrug af produkter inden for skønhed, helse og personlig pleje, et fortsat fald i trafik til den fysiske detailhandel og fortsat intensiv konkurrence på markedet for skønhed, helse og personlig pleje, skriver Matas i regnskabet.

- Der er ikke indregnet væsentlige effekter på Matas koncernens omsætning som følge af spredningen af Covid-19 virus i forventningerne til resten af regnskabsåret 2019/20, oplyses det.

Tabel for Matas' regnskab tredje kvartal af 2019/20:

Mio. kr. Q3 2019/20 Q3 2019/20(e) Q3 2018/19* FY 2018/19
Omsætning 1173,4 1173 1092,6 3541,3
Like for like-vækst (%) 4,7 4,7 0,5 0,5
Bruttoresultat 515,1 517 480,9 1588,8
EBITDA før særlige poster 262,7 269 206 548,6
EBITDA-margin før særlige poster (%) 22,5 22,9 18,8 15,5
EBIT 165,6 175 162,9 363,3
Nettoresultat 117,7 136 122,3 263,1

(e) = Konsensusestimat baseret på estimater indsamlet af Matas blandt fem analytikere.

* Tallene for tredje kvartal 2019/20 er justeret efter de nye regnskabsregler IFRS 16, mens sammenligningstallene for perioden året forinden er eksklusive effekterne fra de nye regler.

Forventninger til regnskabsåret 2019/2020:

I pct. Ved Q3 2019/20 Før Q3 2019/20
Underliggende omsætningsvækst (like for like) Over 1,5 Omkring 1,5
Samlet omsætningsvækst Over 5 Omkring 5
EBITDA-margin før særlige poster* 14-14,5 14-15

* Forventningerne til EBITDA-marginen er før effekten af IFRS 16.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder