Matas/ABG: Manglende nyheder ser ud til at sende aktien ned

Udgivet den 30-05-2018  |  kl. 12:42  |  
Arkiv: Foto

Efter en indledende kursstigning vendte det hurtigt rundt for Matas-aktien onsdag morgen, efter at materialistvirksomheden forinden havde fremlagt regnskab for regnskabsåret 2017/18 samt en ny strategiplan.

Lidt over middag ligger aktien fortsat i minus til kurs 68,30 kr., hvilket er 2,2 pct. lavere sammenlignet med lukkeniveauet tirsdag eftermiddag. At investorerne vælger at sende aktien ned, kan ifølge Michael Vitfell-Rasmussen, der er analytiker i ABG Sundal Collier, hænge sammen med manglen på positive overraskelser.

- Der er ikke umiddelbart noget, der får mig til at løfte mine estimater.

- Der kommer til at gå en del år, før de begynder at være sikre på, at de kan vokse omsætningen igen. Marginerne er sådan set ikke så anderledes, end det jeg havde forventet.

- Til gengæld er investeringerne en hel del højere, end jeg havde forventet. Men der er ikke umiddelbart noget, der får mig til at juble og svinge armene i vejret, siger Michael Vitfell-Rasmussen.

Regnskabet for 2017/18 viste, at Matas' omsætning faldt til 3419 mio. kr. fra 3463 mio. kr. året før, mens driftsoverskuddet, EBITA, dykkede til 472 mio. kr. fra 551 mio. kr. For det nye regnskabsår venter Matas en uændret vækst på minus 1 pct. til 1 pct., mens EBITDA-marginen ventes at være over 14,5 pct.

Sammen med regnskabet har Matas præsenteret sin nye strategi "Et fornyet Matas", hvor der er opsat flere finansielle målsætninger, som blandt andet kommer til at skulle finansieres ved en lavere udbyttebetaling. Udsigten til lavere udbyttebetalinger kom imidlertid ikke som en overraskelse for Michael Vitfell-Rasmussen.

- Det var allerede forventet, og jeg havde det også med i mine estimater. Jeg havde en forventning om, at de ville udbetale 4,9 kr. per aktie. Det svarer altså til et fald på omkring 25 pct. i forhold til de 6,3 kr., som de har annonceret med dagens regnskab, siger han.

Til spørgsmålet om hvorvidt udsigten til lavere udbyttebetalinger alligevel kan være kommet bag på nogen og derved være en medvirkende årsag til onsdagens kursbevægelser i Matas-aktien, medgiver analytikeren, at det kan have spillet ind.

- Det kan være fordi, at det har taget lidt tid for folk at opdage det her med faldende udbyttebetalinger, siger han.

Michael Vitfell-Rasmussen nævner desuden, at han ikke har været tilstede på Matas' kapitalmarkedsdag onsdag og derfor ikke ved, om der er blevet sagt noget her, som kan have rykket ved aktien.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder