Mobil betalingsterminal introduceres i Danmark
København--17. februar--NetPosten--Point Transactions System (PTS) og Sonofon lancerer Danmarks første mobile teleterminal, der gør betaling med alle typer betalings- og kreditkort langt mere fleksibel end hidtil.
Taxaer, transportselskaber, restauranter mv har mulighed for at modtage betaling på mobile teleterminaler. Betalingskortets gyldighed og dækningen for betalingen kontrolleres, og transaktionen registreres i banken med det samme.
- Vi oplever stor efterspørgsel efter mobile betalingsterminaler. Offline betalinger og de såkaldte fluesmækkere er besværlige at benytte og giver ikke tilstrækkelig sikkerhed for betalingen, siger adm. direktør Gerner Nielsen fra PTS.
I princippet fungerer den mobile terminal fuldstændig som den velkendte stationærer teleterminal. Forskellen er blot, at den nye terminal indeholder en mobiltelefon.
- Vores løsning giver oogså den betalende kunde klare fordele. Nu kan betalingen ske på stedet, eksempelvis på fortovsrestauranten, uden at gæsten slipper sit kort af syne. Det oplever restauranter som vigtigt for turister. Tidligere har tjeneren taget kundens kort med ind til en stationær terminal for at klare betalingen. Nu slipper kunden for risikoen for, at kortet kopieres eller benyttes til flere betalinger, siger Gerner Nielsen.