Mourinho er færdig som manager i Manchester United

Udgivet den 18-12-2018  |  kl. 11:22  |  

Manager José Mourinho stopper i Manchester United med øjeblikkelig virkning.

Det meddeler fodboldklubben på sin hjemmeside.

- Klubben vil gerne takke José for hans arbejde i Manchester United og ønsker ham succes i fremtiden, lyder det på hjemmesiden.

Ifølge flere britiske medier herunder BBC er der tale om en fyring.

I første omgang vil United udpege en midlertidig manager, mens man indleder processen med at finde en permanent af slagsen.

Ifølge det britiske medie Sky vil den tidligere Manchester United-spiller Michael Carrick få det midlertidige ansvar for træningen.

Mourinho tiltrådte i Manchester United i sommeren 2016, men opholdet i storklubben har overvejende været skuffende, selv om han førte klubben til Europa League- og Liga Cup-triumf i den første sæson.

I Premier League blev det i samme sæson til en sjetteplads, mens det i den efterfølgende sæson blev til en acceptabel andenplads, 19 point efter Manchester City.

I den igangværende sæson har United haft store problemer både spillemæssigt og resultatmæssigt. Aktuelt ligger klubben på en sjetteplads med hele 19 point op til Liverpool på førstepladsen.

Netop Liverpool var modstanderen søndag, da Mourinho stod i spidsen for United for sidste gang. Her var Liverpool klart bedst og vandt 3-1.

Mourinho er blandt de mest vindende trænere i nyere tid. Han fik sit helt store gennembrud på den internationale scene, da han i 2004 førte Porto til en sensationel triumf i Champions League.

Seks år senere vandt han også Europas største klubturnering med italienske Inter, som han også gjorde til mester to år i træk.

Forinden havde han vundet to engelske mesterskaber med Chelsea i 2005 og 2006, og han kom tilbage til London-klubben og vandt Premier League endnu en gang i 2015.

Desuden var han træner i Real Madrid, som han gjorde til spansk mester i sæsonen 2011/12.

/ritzau/

Ritzau

Seneste nyheder

10:14 Vestas og fransk NKT-konkurrent sænket til "underperform" af finansgigant efter Trump-sejr
09:53 Torm er presset af lavere olietransport ud af Mellemøsten - topchef tror på genopretning
09:39 DFDS-topchef: Finansiel præstation i Ekol-handel blandt årsagerne til aflyst køb
09:25 Aktier/åbning: Lidt højere marked med flotte plusser til GN, Novonesis og Genmab
09:14 Novonesis overrasker med oppræcisering i stærkt tredje kvartal
09:08 Ambus kursmål skåret til 130 kr. efter regnskab hos Redburn
09:06 Obligationer/åbning: Stort set uændret rente på dag med rentemøder
09:02 DFDS' Torben Carlsen ser først økonomisk afmatning i Europa vende i 2025
08:58 Torm fortsætter vækst og betaler udbytte - men lavere fragtpriser giver nedjustering
08:45 Vestas får sænket anbefaling af Bank of America efter Trump-sejr og regnskab
08:31 GN-topchef: Vi når formentlig ikke vending til positivt marked i Enterprise i år
08:31 Aktier/tendens: Ny stime af regnskaber - opjustering fra Novonesis, Genmab, men GN sænker
08:23 Gubra vender driftsindtjeningen til plus i tredje kvartal drevet af fedme
07:49 DFDS' fragtmængder og passagerantal hjulpet af rutetilgang
07:45 Korr: Obligationer/tendens: Udsigt til uændret åbning på dag med rentemøder
07:37 Genmabs lukning i USA indikerer positiv åbning
07:35 Zealand Pharma OVERBLIK Q3: Opmuntrende pipeline overskygger underskud
07:27 Obligationer/tendens: Udsigt til uændret åbning på dag med rentemøder
07:07 Genmabs kursmål sættes ned af amerikanske TD Cowen efter regnskab
07:05 Ørsteds kursmål sænkes hos HSBC efter regnskab og Trump-sejr