MT Højgaard opfører nyt domicil for Nordea til 873 mio. kr. - NY
MT Højgaard, der er 54 pct. ejet af Højgaard Holdning og 46 pct. ejet af Monberg & Thorsen, har indgået en aftale om opførelse af nyt domicil til Nordea Bank på cirka 46.000 kvadratmeter. Det skriver Højgaard Holding i en meddelelse, hvori det også fremgår, at aftalen har en værdi på 873 mio. kr.
Det nye domicil til Nordea Bank ligger i Ørestaden og MT Højgaards kontrakt er på en totalentreprise. Byggestart er ifølge Højgaard Holding sat til ultimo marts 2014, og byggeriet forventes færdigt i efteråret 2016.
Aftalen forventes at have positiv betydning for MT Højgaards omsætning og resultat i projektets løbetid, men giver ikke anledning til at ændre de tidligere offentliggjorte forventninger til den økonomiske udvikling, skriver selskabet.