Netcompany/CEO: Intrasoft er vokset mere end ventet

Udgivet den 25-01-2022  |  kl. 09:49  |  
Arkiv: Foto

Netcompany købte i efteråret Intrasoft for 235 mio. euro, og det opkøbte it-selskab har leveret en højere end først ventet vækst.

Det fortæller Netcompanys administrerende direktør, André Rogaczewski, til MarketWire efter regnskabet for fjerde kvartal 2021.

- Vi købte en virksomhed, som vi troede skulle vokse 7-8 pct. Den vokser faktisk 9 pct., siger Netcompanys topchef.

Med opkøbet har Netcompany fået 2700 ekstra medarbejdere, hvoraf 1000 sidder i Benelux-landene. Selskabet havde ved indgangen til 2022 mere end 6500 medarbejdere.

Opkøbet har ifølge Netcompanys administrerende direktør medført, at Netcompany nu er til stede i mange flere lande i Europa.

André Rogaczewski ser en god mulighed de næste to til fire år for at komme ud at digitalisere mange af de europæiske lande.

- Den dør står åben. Med de løsninger vi har lavet i blandt andet Danmark, så er vi en rigtig god og interessant spiller for mange både i den private og den offentlige sektor, udtaler topchefen, der fortsætter:

- Der har vi trykket på speederen og besluttet os for, at vi vil være en europæisk leder og en europæisk tek-gigant.

Det kræver ifølge Netcompanys øverste chef, at man tager markedsandele. Hvilket selskabet har valgt at gøre.

Som udgangspunkt vil Netcompany ikke tage markedsandele ved at sænke priserne.

- Måden vi gør det på, er ved at være til stede i de markeder. Hvis vi ikke er dér, så får vi ikke noget af kagen, siger André Rogaczewski.

Netcompany skal blandt andet øge sine markedsandele ved at bruge nogle af de løsninger og platforme, man har haft succes med andre steder.

- Når vi kommer med en løsning. Så kan vi sige: Den har vi allerede brugt to eller tre steder før. Nu skal du se, hvordan vi gjorde der. Nu skal vi lige sætte dig i kontakt med den kunde. De er faktisk ret glade for den løsning de har fået, siger topchefen.

Inden for netop platformene har Netcompany fået flere heste at spille på med opkøbet af Intrasoft, der er kommet med en platform til blandt andet told og skatte-område i Europa.

Den platform kan Netcompany nu bygge videre på, pointerer den administrerende direktør.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  CEO❯  Shares❯