NeuroSearch udsteder nye aktier efter udnyttelse af warrants

Udgivet den 16-03-2010  |  kl. 09:49  |  

NeuroSearch har i dag gennemført en kapitalforhøjelse på nominelt 3.065.140 kr., svarende til udstedelsen af 153.257 stk. nye aktier a nominelt 20 kr. som følge af udnyttelse af warrants tildelt bestyrelse, direktion og øvrige medarbejdere i 2005 under selskabets warrantprogram. Fra 2005-tildelingen resterer nu 30.265 stk. warrants. Kapitalforhøjelsen tilfører NeuroSearch et provenu på i alt 23,9 mio. kr.

Det fremgår af en børsmeddelelse.

 

I henhold til warrantprogrammet tegnes de nye aktier uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer eller andre og til en kurs på 156,04 kr. pr.aktie a nominelt 20 kr. De nye aktier giver ret til udbytte fra tegningstidspunktet og vil blive optaget til notering på NASDAQ OMX Copenhagen efter registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

 

Aktiekapitalen i NeuroSearch udgør efter kapitaludvidelsen nominelt 490.655.300 kr., svarende til 24.532.765 stk. aktier a nominelt 20 kr., og det samlede warrantprogram udgør 6,9% af aktiekapitalen.

 

Udgivet af: NPinvestordk