NKT køber portugisisk kabelproducent for 1,4 mia. kr.

Udgivet den 21-06-2024  |  kl. 10:18  |  

NKT har købt den portugisiske kabelproducent Solidal af Njord Partners for 1,4 mia. kr. for at tilføje kapacitet inden for mellem- og højspændingskabler med henblik på at imødekomme den stigende efterspørgsel drevet af opgraderinger af elnettet og vedvarende energiprojekter i Europa.

Den samlede værdi af opkøbet målt på enterpriseværdi er på 192 mio. euro, skriver NKT i en meddelelse fredag om prisen, der målt i danske kr. bliver på 1,43 mia. kr.

Transaktionen er gennemført dags dato og købet er finansieret inden for den eksisterende kapitalstruktur, skriver NKT, som venter resultatbidrag fra i dag.

- Bidraget forventes at være på linje med 2023 og kommer i tillæg til NKTs finansielle forventninger til 2024, skriver NKT med henvisningen til prognosen, der blev givet i forbindelse med årsregnskabet, og som forbliver uændrede.

Som en del af købet vil NKT investere yderligere 50 mio. euro i at udvide mellem- og højspændingskapaciteten på den eksisterende lokation, der ventes at være operationel i 2027.

- Solidal er et stærkt strategisk match med hensyn til kapacitet og kompetence, hvilket styrker NKT's position i at betjene kunderne med komplette kabelløsninger, især den stigende efterspørgsel efter mellem- og højspændingskabler på op til 225 kV, siger Claes Westerlind, administrerende direktør i NKT.

Med Solidals stærke fodfæste i Frankrig, Storbritannien, Irland, Spanien og Portugal udvider NKT sin forretning til nye markeder og styrker sit eksisterende tilstedeværelse på andre.

I 2023 havde Solidal en omsætning i markedspriser på cirka 150 mio. euro og genererede et EBITDA på cirka 20 mio. euro svarende til en enterpriseværdi i forhold til EBITDA-indtjening på 9,4 gange.

NKT har identificeret tilbagevendende synergier, som gradvist vil bidrage til forbedrede finansielle resultater fra 2025 og forventes at være fuldt realiseret ved udgangen af 2026.

Inklusive synergier svarer købet af Solidal til en enterpriseværdi i forhold til EBITDA-indtjening på 7,0 gange.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder