NKT sælger Fr. Raschs Eftf A/S til Schmolz + Bickenbach KG - Salgspris ikke oplyst

Udgivet den 23-02-1999  |  kl. 09:51  |  

København--22. februar--NetPosten--NKT selskabet, Fr. Raschs Eftf. A/S, bliver en del af den tyske Schmolz + Bickenbach gruppe, meddeler NKT tirsdag.

I fortsættelse af de forhandlinger, der blev indledt medio januar, er der nu underskrevet kontrakt, hvorefter Schmolz + Bickenbach KG pr. 1. januar 1999 overtager Nørresundby-virksomheden Fr. Raschs Eftf. A/S. Aftalen er indgået under forudsætning af godkendelse fra relevante myndigheder.

Fr. Raschs Eftf. fremstiller blankt stål, blanktrukket og poleret stål, trukket tråd og armeringer. Fr. Raschs Eftf. beskæftiger tæt på 100 medarbejdere og virksomhedens omsætning er omkring 160 mio. kr.

Schmolz + Bickenbach KG, der omsætter i størrelsesordenen 1,9 mia. DEM (ca. 7,3 mia. DEM) beskæftiger i forvejen ca. 1.800 medarbejdere. Virksomheden, der har hovedsæde i Düsseldorf, er repræsenteret i 56 lande og dermed én af de markante aktører på det internationale stålmarked.

Fr. Raschs Eftf. er det sidste af NKT koncernens selskaber, der ikke længere har et naturligt tilhørsforhold til de forretningsområder, der indgår i NKTs overordnede strategi, og det er således i overensstemmelse med bedste ejerfilosofien, at selskabet nu bliver en del af Schmolz + Bickenbach gruppen, oplyser NKT.

Parterne er blevet enige om ikke at offentliggøre købsprisen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder