Nordea ser plads til ensidig dansk rentesænkning
Nordea mener fortsat, at der er plads til en ensidig dansk rentesænkning, selvom valutareserven overraskende faldt i april. Det fremgår af Nordeas daglige markedskommentar.
Den danske valutareserve faldt i april med 1,8 mia. kr. som følge af Nationalbankens valutasalg på 0,6 mia. og tilbagebetaling af lån i udlandet på 1,2 mia.
Nordea havde på linie med markedet forventet en stigning i valutareserven på knap 3 mia., og tallene må dermed siges at være temmelig overraskende.
- Selv om valutareservetallene isoleret set taler for, at Nationalbanken på kort sigt vil indtage en afventede holdning med hensyn til en ensidig dansk rentenedsættelse, mener vi fortsat, at der er plads til en indsnævring af spændet mellem udlånsrenten og ECB's refi-rente med omkring 10 bp til 45 bp, skriver Nordea.