Nordsjællandske huse bliver solgt hurtigere

Udgivet den 14-05-2017  |  kl. 06:00  |  

Bo i villa ved havet for langt mindre end paa Strandvejen (Foto: Mikael - Boligsiden.dk)

Huse i Nordsjælland bliver solgt på 124 dage – godt fire måneder. Det viser Boligsidens Markedsindeks. Salgstiden i det nordsjællandske er det seneste år faldet med 8,2 procent, og dermed ligger Nordsjælland væsentligt under den gennemsnitlige salgstid for hele landet på 187 dage.

"Salgstiden er faldet meget i København og i kommuner, der ligger tættest på hovedstaden. Nu ser vi så, at det er kommuner som Halsnæs og Fredensborg, der trækker salgstiden ned. Det er dels et udtryk for, at det der sker i København, smitter af på Nordsjælland, men det sker også, fordi Nordsjælland kan noget særligt i sig selv, og fordi foråret trækker flere købere til," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Mens salgstiden i Halsnæs og Fredensborg er faldet med mellem 24 og 37 procent det seneste år, så den nu er på henholdsvis 116 og 104 dage, er det stadig i Furesø, der har den laveste nordsjællandske salgstid. Her sælges huse i gennemsnit på 93 dage - godt tre måneder.

På landsplan har Vallensbæk Kommune den korteste salgstid. Her bliver huse i gennemsnit solgt på 66 dage.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯