Norge/Sydbank: Rentenedsættelse vil bidrage til økonomisk genopretning
Norges Bank overraskede torsdag formiddag med en rentenedsættelse på 25 basispoint til nul procent. Det kan bidrage til at sikre en genopretning af den norske økonomi, som udover af virusudbruddet er ramt af et massivt fald i oliepriserne.
Det vurderer seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank.
Han noterer, at olierisen alene i marts faldt med 60 procent. Det rammer Norge hårdt, da omkring 20 procent af økonomien kan relateres til oliesektoren.
- Norges Bank venter nu, at de vigtige olieinvesteringer vil aftage med hele ni pct. i år og 14 pct. næste år. Det må siges at være en kraftig nedjustering. Det vil også ramme den økonomiske vækst, da olieinvesteringerne har været med til at trække den norske økonomi de seneste tre år, skriver Kim Blindbæk.
Norges Bank venter nu, at den norske økonomi vil skrumpe med 5,2 pct. i år, hvilket stadigvæk er mere optimistisk end Sydbanks prognose.
- Usikkerheden er dog enorm i øjeblikket. Vi har allerede set, at arbejdsløsheden er steget kraftigt i kølvandet på virusudbruddet og konsekvenserne af nedlukningen af den norske økonomi, noterer Blindbæk.
Økonomien ventes dog at tiltage igen i den kommende tid, i takt med at Norge og flere andre lande åbner gradvist op igen.
- Norges Bank vurderer dog, at det vil tage tid før aktiviteten igen er oppe på niveau med tiden før udbruddet. Den ekstremt lempelige pengepolitik i Norge vil dog bidrage til at sikre en genopretning af den norske økonomi, vurderer Kim Blindbæk.
Den korske krone, som siden bunden i marts er blevet styrket med cirka 13 pct., er blevet svækket en anelse efter den overraskende rentenedsættelse.
Før meddelelsen skulle der 0,6736 dansk krone til at købe en norsk, mens kursen ved 10.45-tiden er 0,6718.
/ritzau/FINANS
Tags: Norge❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›