North Media ender lavere end ventet efter nedskrivning af svensk forretning

Udgivet den 07-03-2025  |  kl. 09:39  |  
Arkiv: Foto

North Media kommer til at tage et hak i omsætningen og driftsresultatet i 2024, da en nedskrivning af selskabets svenske forretning SDR Svensk Direktreklam trækker ned. Beslutningen om at nedskrive betyder også, at offentliggørelsen af årsregnskab rykkes til 14. marts.

Det meddeler North Media fredag, hvor selskabet offentliggør en række foreløbige tal samt forventninger til 2025.

Nedskrivningen skyldes, at nogle af SDR Svensk Direktreklams kunder har tegnet årsaftaler med betydeligt lavere tryksagsvolumen end forventet, hvilket medfører et fald i den forventede indtjening, oplyser North Media.

Derfor har koncernledelsen besluttet at nedskrive værdien af den svenske forretnings aktiver med 155 mio. kr.

Det er dog fortsat forventningen, at SDR Svensk Direktreklam vil levere et positivt driftsresultat fra 2026.

I 2024 betyder det dog, at omsætningen og driften lander lavere end North Media selv havde ventet.

Ifølge foreløbige tal ender omsætningen på 1301,4 mio. kr., hvor selskabet selv havde ventet en toplinje i spændet 1315-1340 mio. kr.

Den ordinære drift (EBIT), vil med nedskrivningen lande på negative 74,9 mio. kr., hvor der ellers var ventet et driftsoverskud på 65-85 mio. kr.

Indtjeningen fraregnet af- og nedskrivninger (EBITDA) lander dog inden for forventningerne med et overskud på 153,5 mio. kr. Her lød prognosen fra North Media på 140-160 mio. kr.

Selskabet fremlægger i samme ombæring forventninger til 2025.

Her ses omsætningen lande på 1280-1337 mio. kr. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) ventes at udgøre 80-115 mio. kr., mens den ordinære drift (EBIT) ventes i spændet 25-60 mio. kr.

Tabel for North Medias regnskab for 2024:

Mio. kr. 2024 * FY 2023
Nettoomsætning 1301,4 949,1
EBITDA 153,5 176,9
EBIT 80,1 149,9
Resultat før skat 340,1
Resultat efter skat 264,4

*= Der er tale om foreløbige og ureviderede tal, hvor selskabet har nedskrevet den bogførte værdi af aktiver vedrørende SDR Svensk Direktreklam, med 155 mio. kr. Herefter udestår immaterielle aktiver for ca.100 mio. kr. for SDR Svensk Direktreklam. Nedskrivningen har ingen likviditetseffekt.

North Medias forventninger til 2025:

Mio. kr. 7. marts 2025
Omsætning 1280-1337
EBITDA 80-115
EBIT 25-60

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Seneste nyheder