Novozymes/CEO: Vi står parat til at "gribe" Bioenergi

Udgivet den 08-07-2020  |  kl. 12:09  |  
Novozymes - Research

Det er vanskeligt at sælge enzymer til produktion af bioethanol, når olieprisen ligger lavt - og en coronapandemi oven i rammer globalt med lukninger af flere lande.

Det må Novozymes' direktør, Ester Baiget, sande, og det kan læses direkte i en handelsopdatering fra selskabet.

Her ses det, at den organiske salgsvækst i divisionen Bioenergi er faldet med 37 pct. i andet kvartal, hvor faldet sidste år var på blot 1 pct. For de første seks måneder er faldet ikke helt så grelt men dog til at tage og føle på. Her er faldet på 4 pct.

- Det er vanskeligt at sige, hvornår vi kommer igen. Men når det sker, er vi parate til at "gribe" markedet og holde vores markedsandele intakte, siger koncernchefen til Ritzau Finans.

Ester Baiget påpeger, at det amerikanske energiagentur, EIA, er kommet med en prognose på forbruget af benzin i år. Og det er en opjustering i forhold til den forrige prognose.

- Det viser bare, hvor svært det er at se, hvordan det går. Lige nu kan vi se, at mange lande er ved at åbne igen. Men det er for tidligt at lave konklusioner. Og vi overvåger fortsat udviklingen, siger Novozymes' direktør.

Af EIA's prognose, der blev offentliggjort tirsdag, fremgår det, at det ventes, at verdens olieforbrug i år vil falde med 8,15 mio. tønder per dag til 92,89 mio. tønder, hvilket ligeledes indikerer et mindre fald end den hidtidige prognose viste på et fald i efterspørgslen på 8,34 mio. tønder per dag.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder