Ny GN-formand vil have mere i løn

Udgivet den 30-05-2008  |  kl. 07:59  |  

Hvis GN Store Nords aktionærer siger ja til at få farma-manden Per Wold-Olsen som ny bestyrelsesformand, må de til lommerne. Den nye formandskandidat mener, lønnen i GN-bestyrelsen er for lav og vil indstille, at den hæves betydeligt. Den største aktionær, ATP, er indstillet på en lønforhøjelse. Det skriver dagbladet Børsen.

- Den aflønning, som bestyrelsen og Mogens Hugo har haft, er alt for lav i forhold til, hvad der kræves af moderne bestyrelser i internationale firmaer, som tilfældigvis er placeret i Danmark. Jeg forventer en aflønning på et andet niveau end hidtil, og det vil blive foreslået, siger Per Wold-Olsen.

Mogens Hugo får i dag 600.000 kr. om året som formand for GN Store Nord - under det halve af, hvad Per Wold-Olsen sidste år fik som formand for Lundbeck.

Udgivet af: NPinvestordk