Obligationer/åbning: Renten er flad - britiske inflationstal over mål

Udgivet den 16-06-2021  |  kl. 08:48  |  

Handlerne på finansmarkederne er afventende onsdag morgen, hvilket kan giver et stille rentemarked frem mod dagens vigtigste makrobegivenhed: rentemeddelelsen fra USA's centralbank, Federal Reserve.

Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2029 ligger fladt i minus 0,09 pct. onsdag morgen umiddelbart efter åbningen.

Og der er ikke udsigt til de store ændringer i løbet af onsdag, da renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ligger stille på markedet i Tokyo.

Onsdag morgen kom der tal for de britiske forbrugerpriser.

Her blev det til en stigning på 2,1 pct. på årsbasis i maj, og inflationen har dermed ganske overraskende passeret Bank of Englands målsætning på 2 pct. Økonomernes estimat var på 1,8 pct. ifølge Bloomberg News.

Den britiske centralbank har ligesom sin amerikanske kollega vurderet, at det igangværende hop i inflationstakten vil være et midlertidigt fænomen.

I samme boldgade ses der frem mod onsdag aften, hvor der er nyt fra den amerikanske centralbanks renteudvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), der vil komme med en pengepolitisk opdatering i USA, og efterfølgende er der pressemøde med centralbankchef Jerome Powell.

I den forbindelse spekuleres der i, om centralbanken vil se sig nødsaget til at stramme den lempelige pengepolitik lidt før ventet grundet den stigende inflation, som medlemmer af Federal Reserve dog mener er forbigående. Sker det, kan det udløse rentestigninger og aktieuro.

- Vi vurderer, at udviklingen i de seneste inflationstal fra USA betyder, at Fed vil fastholde, at inflationspresset tiltager midlertidigt. Det ser ud til, at mange varegrupper stiger kraftigt på grund af genåbningen og det store pres på de globale forsyningskæder, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i bankens morgenrapport onsdag.

Han vurderer også, at hvis centralbankchef Jerome Powell dog skulle signalere, at sandsynligheden for vedvarende højere inflation er steget, kan det trykke renterne op. Det er dog ikke analytikerens hovedscenarie.

Forventningen i markedet er, at centralbanken vil fastholde sin nulrente og sit nuværende opkøb af obligationer på 120 mia. dollar om måneden.

- Fed har indledt en diskussion om nedtrapningen af obligationsopkøbene. Vi venter, at det er en tand for tidligt, men hvis det er tilfældet, kan det også trykke renterne op, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.

Udover pressemødet med Jerome Powell klokken 20.00 dansk tid byder dagen også på blandt andet tal for det påbegyndte boligbyggeri i USA klokken 14.30.

/ritzau/FINANS

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder