OBLIGATIONER: Kurserne steg en anelse, marked uden retning

Udgivet den 11-01-2005  |  kl. 17:02  |  

De danske obligationer fortsatte tirsdag med at stige i kurs, men igen var stigningerne ikke et udtryk for retningsgivende markedsforhold.

Den toneangivende 10-årige statsobligation 4 pct. 2015 handledes tirsdag eftermiddag lidt højere i 102,06 mod 102,01 mandag eftermiddag. Den 30-årige realkreditobligation 5 pct. 2035 lå højere i 100,72 i forhold til 100,70 omkring mandagens lukketid.

Der var således beskedne stigninger til obligationerne, som dog faldt en anelse ovenpå det særdeles positive ZEW-tal fra Tyskland. ZEW-indikatoren for januar overgik med 26,9 markedets forventninger på 19,0.

Selvom det gode tal afspejler optimistiske forventninger til den fremtidige økonomi, havde det kun marginal effekt på obligationerne, som givetvis vil være styret af det amerikanske markeds reaktion på inflationstallene fredag.

Udgivet af: NPinvestordk