Obligationer/middag: Rentedyk før nyhedstunge dage

Udgivet den 02-07-2013  |  kl. 11:15  |  

Den danske rente dykker tirsdag morgen på den dag, der ikke byder på de helt tunge nøgletal. Forude lurer dog rentemøde i ECB torsdag og fredag får markederne royalt besøg af "kongen af nøgletal" - den amerikanske jobrapport for juni.

Tirsdag middag falder den toneangivende 10-årige danske rente med 1 basispoint til 1,84 pct., hvilket skygger udviklingen i den tilsvarende tyske rente. I Spanien og Italien falder renterne marginalt til henholdsvis 4,39 og 4,58 pct.

Over middag kommer der tal for fabriksordrerne i USA i maj. Her ventes en stigning på 2 pct. i forhold til 1 pct. måneden før.

- Udviklingen i fabriksordrer er altid interessant, da der er en god sammenhæng mellem industriordrerne og ISM-indekset, skrev Sydbank tirsdag morgen om dagens eneste betydningsfulde nøgletal.

Senere på ugen bliver der dog rigeligt at rive i for investorerne. Torsdag er der rentemøde i ECB, hvor centralbankchef Mario Draghi rygtes at komme med kreditlempende tiltag for at styrke økonomien i Eurozonen.

Fredag kommer så det helt store nøgletal, arbejdsmarkedsrapporten fra USA for juni. Her venter økonomerne ifølge Bloomberg en jobskabelse uden for landbruget på 165.000 mod 175.000 måneden før. Arbejdsløshedsprocenten ventes at falde til 7,5 pct. fra 7,6 pct.

Jobrapporterne er ganske vigtige, da de er en af nøglerne til, hvor længe den amerikanske centralbank vil fortsatte med sine kvantitative lempelser. I juni hintede centralbanken, at man måske vil mindske lempelserne hvilket sendte renterne markant i vejret.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk