Obligationer/middag: Renten falder minimalt før inflationstal fra USA
Renterne svinger en anelse fredag, hvor markedet fordøjer gårsdagens rentemelding fra Europa og samtidig ser frem mod nye inflationstal fra USA fredag eftermiddag.
Midt på dagen har det udmøntet sig i en rente på 2,43 pct., som er 1 basispoint lavere end dagen forinden. Det betyder samtidig, at det rentefald, der satte ind onsdag og torsdag, fortsat har fat.
I løbet af formiddagen har renten svinget i niveauet 2,40-2,45 pct.
Særligt torsdag slog renten bak, da Den Europæiske Centralbanks topchef, Christine Lagarde, var noget mere dueagtig ved pressekonferencen efter afslutningen af rentemødet for januar, hvor indskudsrenten blev fastholdt i 4,0 pct.
TYSK FORBRUGERTILLID SKUFFER
I morgentimerne er der landet nyt fra Tyskland, hvor forbrugertilliden viste sig værre end ventet i februar. I den fremadskuende opgørelse faldt forbrugertilliden til minus 29,7 fra minus 25,4 i januar. Her var ellers ventet en marginal bedring til minus 24,6.
Senere i eftermiddag udløses spændingen, når fredagens vigtigste nøgletal i form af PCE-kerneprisdeflatoren fra USA offentliggøres.
- I dag vil der være fokus på den amerikanske forbundsbanks foretrukne inflationsmål i form af PCE-kerneprisdeflatoren, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.
Den ventes i december at være aftaget til 3,0 pct. fra 3,2 pct.
- Aftager kerneprisdeflatoren mere, kan det presse renterne ned, fortsætter han.
Sideløbende bliver der fremlagt tal for privatforbruget samme måned, der ventes at være steget 0,5 pct. fra 0,2 pct. i november.
Klokken 16 kommer nyt om de igangværende bolighandler for december i USA, der ventes at være steget med 2,0 pct. fra en flad vækst.
Fredag morgen er der desuden offentliggjort nyt om detailsalget i Danmark, der i december bakkede 1,0 pct. fra en vækst på 0,8 pct. måneden før.
.\\˙ MarketWire