Obligationer/middag: Renterne fortsætter i let forhøjet niveau

Udgivet den 25-05-2023  |  kl. 11:53  |  

De danske obligationsrenter løftes torsdag af et mindre dueagtigt referat end ventet fra det seneste rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger torsdag ved middagstid 3 basispoint højere i 2,79 pct.

Med sig fra morgenstunden har investorerne friske væksttal fra Tyskland, der peger på, at Europas største økonomi nu er i teknisk recession.

Referatet fra rentemødet i Federal Reserves pengepolitiske komité, FOMC, i starten af maj viste, at chefgruppen var delte i spørgsmålet om behovet for yderligere pengepolitiske stramninger.

Det tæt på udelukker rentesænkninger i år og gør en pause for renteløftene mere usandsynligt trods forårets uro omkring de regionale banker i USA og en fortsat aftagende inflation.

I forbindelse med rentemødet fjernede centralbanken formuleringen om, at det ville være "passende" med flere renteforhøjelser på kommende møder fra sin rentemeddelelse.

Det er blevet tolket i den retning, at en pause i renteforhøjelserne nu vil blive udfaldet til juni. Onsdagens rentereferat pegede dog på, at det er et åbent spørgsmål.

Fra nøgletalsfronten har torsdagen budt på endelige væksttal fra Tyskland for første kvartal, der overraskede negativt ved at vise et fald på 0,3 pct. på kvartalsbasis.

Dermed har væksten nu været negativ to kvartaler i træk, hvilket er den tekniske definition på recession.

Den tyske forbrugertillid steg i juni til minus 24,2 fra 25,8 måneden før, hvilket var mindre end de minus 24,0, som økonomerne håbede på.

Fra USA venter der senere på dagen ugentlige ledighedstal, den anden opgørelse af bruttonationalproduktet i første kvartal og tal for igangværende bolighandler i april.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯