Obligationer/middag: Små udsving inden ny bølge af nøgletal

Udgivet den 01-10-2020  |  kl. 12:07  |  

Små udsving præger det danske obligationsmarked torsdag, hvor formiddagens mange nøgletal har artet stort set som forudset.

Årsagen er blandt andet, at der er tale om endelige opgørelser af indkøbschefernes aktivitetsindeks fra eurozonen og Tyskland, og revisionerne af de såkaldte PMI-indeks har været små.

Desuden steg arbejdsløsheden i Eurozonen som ventet i august til 8,1 pct. fra 8 pct. i juli.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger kort før middagstid uændret i minus 0,41 pct.

Fra den anden side af Atlanten er torsdagens højdepunkt indkøbschefernes forventningsindeks, ISM for industrien, samt tal for personlig indkomst og forbrug.

Derudover vil PCE-kerneprisdeflatoren, der er Federal Reserves inflations-topindikator, og de ugentlige tal for nytilmeldte ledige være interessante, mens anlægsinvesteringer samt de endelige tal for PMI for industrien næppe får den store indflydelse.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder