Obligationer/tendens: Højere internationale renter banker på i Danmark

Udgivet den 14-08-2023  |  kl. 06:58  |  

Der er lagt op til højere renter på de tiårige danske statsobligationer mandag, efter at stigninger i de internationale renter har indfundet sig efter dansk lukketid fredag.

Stigningerne er kommet i kølvandet af fredagens højere end ventede amerikanske producentpriser i forlængelse af torsdagens forbrugerprisdata, mens usikkerheden om den geopolitiske situation giver rynker i pande, hvortil skal lægges et truende kollaps i den kinesiske ejendomssektor, der kan ramme hele den økonomiske udvikling i verdens næststørste økonomi.

Renten på den toneangivende tiårige T-bond steg fredag med 4 basispoint til 4,15 pct., og mandag morgen fortsætter stigningen i på T-bondmarkedet i Tokyo, hvor den tiårige amerikanske statsobligation forrentes med 4,17 pct.

Der er 5 basispoint højere end ved dansk lukketid, hvor renten var på 4,12 pct.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede fredag i 2,88 pct., hvilket var 8 basispoint højere end torsdag.

Der er ingen økonomiske nøgletalsdata at forholde sig til mandag, hvor markedsdeltagerne allerede er begyndt at koncentrere sig om nyt om det amerikanske detailsalg tirsdag samt mødereferat fra det seneste møde i Federal Reserve renteudvalg i juli, der offentliggøres onsdag aften.

- Der er ingen nøgletal eller begivenheder af betydning for finansmarkederne i dag. Vi venter derfor, at den generelle stemning på finansmarkederne vil styre renteudviklingen i dag, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar mandag morgen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯