Obligationer/tendens: Let stigende renter i sigte fra morgenstunden

Udgivet den 26-10-2023  |  kl. 07:12  |  

Der er udsigt til let stigende renter på de danske obligationer, når markedet åbner torsdag morgen, hvis den internationale udvikling afpejles i det danske rentemarked.

Samtidig ventes markedsdeltagerne at afvente det pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank, der afsluttes torsdag eftermiddag.

De internationale renter steg i New York efter danske lukketid onsdag, og udviklingen er fortsat torsdag morgen.

Den tiårige amerikanske T-bond endte onsdag 2 basispoint højere i 4,95 pct. i New York og torsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med godt 4,96 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 5 basispoint højere end niveauet ved dansk lukketid onsdag.

Renten på den danske toneangivende tiårige statsobligation endte onsdag med en stigning på 5 basispoint i 3,16 pct.

TÆTPAKKET MENY

Der er står masser af begivenheder på menuen i dagens løb.

Først og fremmest er der fokus på det pengepoliske møde i Den Europæiske Centralbank, hvor rentemeddelelsen offentliggøres klokken 14.15, og som ventes at lyde på en uændret rente på 4 pct.

- Vi forventer faktisk et ret kedeligt rentemøde uden de store ændringer eller nye signaler. Det kan betyde, at renterne ikke bevæger sig så meget i forbindelse med rentemødet, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i et notat torsdag morgen.

Det efterfølgende pressemøde med centralbankchef Christine Lagarde vil som altid blive fulgt med stor interesse for indikationer om den fremtidige rentebane.

Fra de statistiske front er dagens hovedret den amerikanske økonomiske vækstrapport, der er den først BNP-opgørelse for tredje kvartal.

- Der vil også være stort fokus på den amerikanske BNP-rapport for tredje kvartal. En meget høj BNP-vækst i tredje kvartal kan presse renterne op, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.

Væksten ventes at vise en fremgang på 4,5 pct. i annualiserede tal på kvartalsbasis, mens privatforbruget estimeres til en stigning på 4 pct.

Vækstdataene suppleres med tal for ordreindgang af varige goder, engroslagre og den ugentlige opgørelse over nytilmeldte ledige samt antallet af igangværende bolighandler.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯