Obligationer/tendens: Rentemeddelelse fra Federal Reserve i fokus

Udgivet den 20-03-2024  |  kl. 07:04  |  

Ugens helt store klimaks udløses onsdag, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i aften afslutter sit todages rentemøde.

Markedet har måttet sande, at en rentesænkning næppe er på dagsordenen for marts, og fokus er i stedet på kommunikationen om startskuddet for rentenedsættelserne og ikke mindst antallet i indeværende og næste år.

Der er inden da lagt op til en stille start på obligationshandlen onsdag med enkelte europæiske nøgletalsindspark i dagens løb.

Fra Tyskland offentliggøres nyt om inflationen i form af producentpriserne for februar. De ventes på årsbasis at være faldet 3,8 pct. fra minus 4,4 pct. måneden før.

I eftermiddag offentliggøres den foreløbige opgørelse for forbrugertilliden i eurozonen i marts. Den ventes af økonomerne bedret en smule til minus 15,0 fra minus 15,5 i februar.

Desuden offentliggøres den danske forbrugertillid for marts. Sidste måned var den minus 7,4.

Tirsdag faldt renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med 2 basispoint til 2,47 pct.

I USA faldt renten på det tilsvarende tiårige statspapir 3 basispoint til 4,29 pct., mens det toårige statspapir lukkede med en forrentning på 4,68 pct. efter et fald på 5 basispoint. De amerikanske obligationer handles ikke onsdag morgen i Tokyo, da det japanske marked holder lukket i forbindelse med en helligdag.

FEDERAL RESERVE I FOKUS

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, afslutter onsdag sit rentemøde, der blev indledt tirsdag. Her er det forventningen, at medlemmer af centralbankens pengepolitiske komité, FOMC, vil holde fast i renten på 5,25-5,50 pct.

Til gengæld kan det være, at banken vil tage sin hidtidige prognose for pengepolitikken i 2024 til revision. Tidligere har Federal Reserve nemlig indikeret, at renten ved årets udgang vil være 75 basispoint lavere end ved starten af året. Siden har inflationen dog vist sig at være noget mere sejlivet, end det har været håbet på, og det har fået markedet til at moderere forventningen om op mod seks rentesænkninger til i stedet nu at indregne tre.

- Federal Reserve kommer også med en ny vækst-, inflations- og renteprognose. Den seneste renteprognose viste tre rentenedsættelser i 2025 og en uændret ligevægtsrente på 2,5 pct., skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

- Hvis Federal Reserve løfter skønnet på ligevægtsrenten, kan det presse renterne op. Et varsel om en rentenedsættelse til maj kan til gengæld presse renterne ned, da investorerne vurderer, at scenariet kun har en sandsynlighed på 10 pct., fortsætter han.

Rentemødet konkluderes med en rentemeddelelse, der offentliggøres klokken 19, og det efterfølgende pressemøde med formand Jerome Powell.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯