Obligationer/tendens: Stilstand før rentebeslutning trods bølgegang i Tyskland og PMI-tal
Der er fortsat ikke meget fut i fejemøget omkring det danske obligationsmarked tirsdag morgen, hvor investorerne tirsdag kan se den amerikanske centralbank, Federal Reserve, indlede sit to dage lange rentemøde.
Derfor kan aktiviteten også meget vel blive holdt nede frem mod rentebeslutningens offentliggørelse onsdag aften dansk tid.
Mandag sluttede renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 helt uændret i 1,94 pct. oven på en stigning på 5 basispoint fredag og 13 basispoint over hele ugen.
I løbet af sidste uge kravlede renterne både herhjemme og bredt i Europa samt i USA nemlig opad, da der bredte sig en forventning om, at Federal Reserve ganske vist vil sænke renten igen onsdag, men også samtidig signalere en efterfølgende pause i lempelserne - formentlig allerede ved det næste rentemøde i januar.
Det kan købe bankens beslutningstagere tid til at vurdere effekten af valget af Donald Trump som USA's næste præsident.
Men starten på denne uge har været noget mere afdæmpet trods en tsunami af PMI-tal fra hele verden mandag, der blandt andet pegede på fortsat aftagende aktivitet i eurozonen.
- Efter de store stigninger i sidste uge var der i går kun mindre bevægelser i de danske renter. Så selv om PMI-tallene for euroområdet umiddelbart varsler dårlig nyt for den økonomiske aktivitet i euroområdet, så er mange af de dårligdomme allerede indpriset i de nuværende renteniveauer, skriver Jan Størup Nielsen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en morgenkommentar.
- Det gælder også den vanskelige politiske situation i Tyskland, hvor kansler Olaf Scholz i går tabte en tillidsafstemning i Forbundsdagen, og derfor styrer Europas største økonomi mod et nyvalg til februar, fortsætter han.
Tirsdag er der dog også flere nøgletal i kalenderen, der potentielt kan få sat mere gang i markedet.
Fra Tyskland gælder det en aflæsning af både erhvervstillidsindekset fra IFO og ZEW-indekset, der tager temperaturen på investorer og økonomers vurdering af den økonomiske udvikling.
Fra USA er der ud på eftermiddagen detailsalgstal for november på menuen, der kan fortælle endnu mere om, hvordan julehandelssæsonen er kommet i gang.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›