OPTAKT Rockwool Q2 25/8: Udfordret på de vigtigste markeder

Udgivet den 21-08-2015  |  kl. 15:50  |  
Arkiv: Foto

Rockwool har medgang på nogle markeder, men modgang på stenuldsproducentens vigtigste.

Samlet betyder det, at stenuldsproducent vil levere et regnskab, der minder om det, selskabet kom med i samme periode sidste år, når Rockwool den 25. august offentliggør sit regnskab for andet kvartal. Sådan lyder analytikernes forventninger.

- Det billede, vi så i første kvartal, var, at indtjeningen faldt for isoleringsdivisionen i forhold til året før. Det billede, forventer jeg, gentager sig i andet kvartal. For systemdivisionen er det anderledes, da den har en anden geografisk og segmentmæssig eksponering, siger Kristian Tornøe Johansen, analytiker i Danske Bank, til Ritzau Finans.

Stenuldsproducentens samlede indtjening vil blive trukket ned af, at der nogle steder er pres på priserne og moderat salgsvækst. Samlet er der både positive og negative tendenser på Rockwools salgsmarkeder.

- Jeg tror, at vi vil se et dæmpet europæisk marked. Det er de meldinger, vi har fået i de foregående kvartaler, og det, tror jeg, er fortsat. Der kan dog være enkelte lyspunkter såsom Skandinavien, hvor man trods alt kan spore en bedring. Og det kan endda være, at der kommer lyspunkter fra de sydeuropæiske markeder, der har befundet sig i recession, og som også begynder at vise tegn på bedringer, siger Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank.

Alm. Brand Markets forventer en lille positiv fremgang for Rockwools indtjening i andet kvartal 2015 sammenlignet med samme periode sidste år.

- Den vil være drevet af øget salg og margin i systems-divisionen, mens isolerings-divisionen forventes at trække ned drevet af lavere margin, vurderer Alm. Brand Markets' analytiker Jesper Christensen i en prognose.

STØRSTE MARKEDER ER TRÆGE

Analytikerne peger samtidig på, at de større markeder fortsat vil halte.

- Frankrig er stadig træg på nybyggeri, og Tyskland er også træg, påpeger Søren Løntoft Hansen.

Han forventer desuden, at Rusland bliver et særdeles svagt marked for Rockwool.

Også Kristian Tornøe Johansen ser udfordringer for Rockwool på selskabets største markeder.

- Min bekymring er i nogen grad, at nyhederne fra Rockwools peers fra Rockwools største markeder – Tyskland, Frankrig og Rusland – ikke er særligt positive. Markedet i Frankrig falder stadig, og priserne er under pres. Tyskland er mere stabilt, men vokser ikke. Og selv om der var lidt mere positivt momentum i første kvartal i Rusland, var det, fordi man afviklede nogle projekter, der var påbegyndt, før krisen startede. Det vil sige, at de bliver ramt negativt i andet kvartal, pointerer Kristian Tornøe Johansen.

MEDVIND UDEN FOR EUROPA

Også ifølge Søren Løntoft Hansen kan man forvente, at den økonomiske nedgang, man har oplevet i Rusland har ført til en tilbagegang i byggeriet. Det vil sammen med devalueringen af rublen bidrage negativt til Rockwools regnskab.

- Til gengæld forventer jeg, at vi vil se en fortsat rigtig stærk udvikling på det amerikanske marked, hvor Rockwool har udbygget deres position på gør-det-selv-markedet. Sammen med etableringen af fabrikken i Mississippi vil det være positive bidragsydere til at imødekomme efterspørgslen på det amerikanske marked, mener Søren Løntoft Hansen.

I USA vil Rockwool ifølge ham også nyde godt af den seneste tids styrkelse af dollaren.

Men selvom der er medvind fra blandt andet den anden side af Atlanten, er det ifølge Kristian Tornøe Johansen et problem for Rockwool, at Tyskland, Frankrig og Rusland udgør en relativt stor del af omsætningen for selskabet.

- Så selv om der er positive indikationer fra Norden, Storbritannien, Polen, Sydeuropa og USA, så bliver det udvandet af, at de ikke har vækst i de tre største markeder, vurderer Kristian Tornøe Johansen.

- Samlet vil det billede, vi så i første kvartal, fortsætte i andet kvartal, vurderer han på den baggrund.

POSITIVE RÅVAREPRISER

Hvor markederne er en blandet fornøjelse for Rockwool, er råvarepriserne mere favorable for ståluldsproducenten, understreger Søren Løntoft Hansen.

- Jeg har også indtryk af, at energipriserne er faldet i forhold til andet kvartal 2014. Jeg forventer derfor, at de leverer en moderat vækst og indtjening, der minder om den fra andet kvartal 2014, og at Rockwool vil være i stand til at fastholde forventningerne til hele året, vurderer Søren Løntoft Hansen.

Også Alm. Brand Markets forventer, at Rockwool vil fastholde eller præcisere selskabets forventninger til helåret.

Kristian Tornøe Johansen medgiver, at det er positivt for Rockwool, at priserne på råvarer og energi er faldet, men mener ikke, at det er nok til at opveje for, at selskabets vigtigste markeder er svage, idet de markeder også har en højere margin.

Analytikernes forventninger til Rockwools regnskab for andet kvartal af 2015:

Mio. euro Q2 15 (e) Q2 14 FY 15 (e) FY 14
Omsætning 572,1 547,9 2251 2180,4
EBITDA 87 84,5 327 311,7
EBITDA-margin (%) 15,1 15,4 14,6 14,3
EBIT 48 47,4 165 161,4
Resultat før skat 47,3 46,3 162 157,3
Nettoresultat 33,9 33,4 114,9 112,6

(e) = medianestimater indsamlet af Ritzau Estimates blandt fem analytikere inden regnskabet.

Af de fem analytiker har tre anbefalet "køb", mens to anbefaler "sælg".

Regnskabet ventes offentliggjort tirsdag den 25. august om eftermiddagen.

/ritzau/FINANS

Andreas Antoni Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Regnskab❯