OVERBLIK Jyske Q2: Stærkt kvartal tæver estimater

Udgivet den 14-08-2013  |  kl. 11:28  |  

Jyske Banks regnskab var en positiv overraskelse for analytikerne, der havde leveret estimater til SME Direkt for Ritzau Finans. Nettoverskuddet blev små 70 pct. bedre end ventet. Det er primært posten nettorenter og gebyrer, der er forklaringen på overraskelsen.

Den Silkeborgbaserede bank landede et nettooverskud på 520 mio. kr. i kvartalet, hvilket var markant over forventningerne blandt analytikerne, der ifølge et medianestimat havde estimeret et resultat på 323 mio. kr.

I samme kvartal året før fik Silkeborg-banken et underskud på 534 mio. kr, ekstraordinært påvirket af et påbud fra Finanstilsynet om "ekstra"nedskrivninger for i alt ca. 900 mio. kr. fordelt med ca. 540 mio. kr. på nedskrivningsposten og ca. 340 mio. kr. på kursreguleringsposten.

Jyske Bank offentliggør fortsat ikke konkrete forventninger til 2013.

Det umiddelbart meget stærke halvårsregnskab fra Jyske Bank skal ikke tolkes som den helt store, positive overraskelse, selvom banken slog analytikerestimaterne med flere længder.

Det vurderer analytiker Jesper Christensen fra Alm. Brand Markets over for Ritzau Finans.

- Det ser fornuftigt ud, og det hælder også til den gode side af fornuftigt. Ved første øjekast ser det rigtig godt ud, men der er forskellige små detaljer i det, der gør, vi kommer ned på fornuftigt. Det afspejler også, at de underliggende markedsforhold er stabile, og at der allerhøjest er en svag bedring at se på indtægtssiden, mener Jesper Christensen.

Derimod er Jyske Banks topchef ganske tilfreds med udviklingen i banken, som, han vurderer, vinder markedsandele. Han har ros til såvel kunder som medarbejdere.

- Renset for de tilkøbte ud- og indlån er vi da ramt af et underliggende pres på udlån. Men ikke så meget, som de andre banker er og derfor er det mit klare indtryk, at vi vinder markedsandele, siger ordførende direktør Anders Dam til Ritzau Finans.

Analytikerne blev taget på sengen og havde primært skudt forkert på nettorenter- og gebyr-posterne.

De poster er omkring 250 mio. kr. bedre end ventet af analytikerne. En del af fremgangen skyldes indtægtsførsel af 144 mio. kr. fra overtegnede udlån til underkurs i forbindelse med købet af Spar Lolland, men renset for dét, er analytikerne stadig mere end 100 mio. kr. "skæve" i forhold til det realiserede.

- Stigningerne i gebyrer er et udtryk for en pæn aktivitet, siger direktøren, der på den baggrund roser kunderne for loyalitetet og øget forretningsomfang, mens medarbejderne får roser for at håndtere den øgede aktivitet trods arbejde med at integrere tilkøbte Spar Lolland i Jyske Bank.

Bankdirketøren er i gang med at bygge et forsvar mod at få andre bankers kassekunder.

Jyske Bank her ikke lyst til eller mulighed for at være bank for hele Danmark. Det slår den ordførende direktør fast over for Ritzau Finans. Derfor vil han pålægge gebyrer på kassetransaktioner for andre bankers kunder og måske også for egne kunder, der kun benytter kassefunktioner.

Men umiddelbart er der ingen planer om at fjerne kasserne i Jyske Bank, som flere konkurrenter har gjort i stort omfang.

Hvor stort gebyret på kassebetjening bliver, ved Anders Dam endnu ikke.

- Der arbejdes på højtryk med det lige nu, og jeg venter en afklaring i slutningen af denne måned eller i begyndelsen af september, oplyser bankdirektøren.

TABEL

Jyske Banks regnskab for andet kvartal af 2013.

#

mio. kr. Q2 2013 Q2 2013 (e) Q2 2012 FY 2013 (e) FY 2014 (e)

--------------------------------------------------------------------------------

Nettorenter 1258 1128 1135 4495 4635

Nettogebyrer og provisions 424 395 351 1745 1844

Kursreguleringer 138 75 -320 325 335

Driftsudgifter 1030 1095 1076 4405 4303

Basisindtjening før nedskriv 942 637 206 2754 2993

Nedskrivninger 385 265 926 1086 886

Basisindtjening 557 384 -720 1652 2119

Resultat f. skat 641 431 -711 1867 2273

Nettooverskud 520 323 -534 1415 1706

--------------------------------------------------------------------------------

#

(e) Medianestimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans blandt op til syv analytikere

Af de seks adspurgte analytikere anbefaler tre "køb/akkumuler", mens de resterende fire anbefaler "hold/neutral". Det gennemsnitlige kursmål er 256 kr.

/ritzau/FINANS/

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk