Parken: Ny Lalandia-godkendelse giver positiv effekt på resultat

Udgivet den 18-02-2020  |  kl. 16:52  |  
Arkiv: Foto

Byrådet i Ringkjøbing Skjern Kommune har tirsdag godkendt lokalplanen for et nyt Lalandia i Søndervig.

Det skriver Parken Sport & Entertainment i en meddelelse til fondsbørsen. Dermed er alle godkendelser for projektets realisering opnået, og Lalandia i Søndervig forventes at åbne inden sommeren 2022, lyder det i meddelelsen.

- Det estimeres, at projektet, herunder som følge af salg af feriehuse, vil have en positiv effekt på resultatet før skat i Parken Sport & Entertainment-koncernen på cirka 10 mio. kr. i 2020 og cirka 100 mio. kr. i 2021, skriver selskabet i meddelelsen.

Det tilføjes, at når Lalandia Søndervig er fuld indkørt, hvilket forventes at blive i 2023, estimeres driftsresultatet (EBITDA) til at ligge i niveauet 30-40 mio. kr. per år.

Parken Sport & Entertainment oplyser også, at investeringen i Lalandia Søndervig vil være cirka 400 mio. kr. Dertil kommer investeringerne i de omkringliggende feriehuse, der dog afdækkes ved salg af feriehusene inden opførelse af feriecentret.

- De samlede investeringer vil udgøre cirka 1 mia. kr., skriver selskabet i meddelelsen.

Etableringen af det nye Lalandia foretages af selskabet Lalandia Søndervig, som Parken Sport & Entertainment ejer 75 pct. af. De resterende 25 pct. ejer købmand Keld Hansen.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder