Portugal/Trojka: Redningsprogram på rette vej

Udgivet den 02-05-2014  |  kl. 16:57  |  

Portugals økonomiske redningsprogram er på rette vej. Det konstaterer den såkaldte Trojka - ECB, IMF og EU-kommissionen - efter den tolvte og sidste inspektion i landet.

Det fremgår af en rapport fra Trojkaen ifølge Bloomberg News.

Ifølge Trojkaen er Portugal på vej mod sunde statsfinanser, finansiel stabilitet og øget konkurrenceevne.

- I løbet af de seneste tre år har handelsbalancen gået fra et betydeligt underskud til overskud, og budgetunderskuddet er blevet mere end halveret, skriver Trojkaen blandt andet i meddelelsen.

Det anføres dog, at der er negative risiko til budgettet, som kan påvirkes af udfaldet af en række retssager vedrørende en del af regeringens besparelser.

Samlet er der givet nødlån til det iberiske land på 52 mia. euro fra EU og 26 mia. euro fra IMF. De sidste udbetalinger ventes i juni i år med 1,7 mia. euro fra EU og 0,9 mia. euro fra IMF.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk