PROGNOSE - Topdanmark 3. kvartal: Før skat 15 mio kr
Forsikringsselskabet Topdanmark offentliggør 3. kvartals-regnskab tirsdag. Et Reuters-estimat baseret på 11 analytikeres vurderinger konkluderer, at Topdanmark får et resultat før skat på 15 mio.
kr. i 3. kvartal, mens nettoresultatet sendes ned på minus 15 mio. kr.
Der har ikke været nævneværdige begivenheder, som bør give ekstraordinære skader i 3. kvartal, og derfor forventer Sydbank et normalt 3. kvartal med en erstatningsprocent på 68,9 pct. og en omkostningsprocent på 14,6 pct.
Med udgangspunkt i skadesforløbet og omkostningsprocenten forventer banken en samlet combined ratio på 85,7 pct., mens man forventer 86,3 pct. for helåret 2008.
Sydbank betragter det som et positivt signal, at Topdanmark ikke som konkurrenterne TrygVesta og Alm Brand planlægger at øge priserne på hus- og familieforsikringer.
Sydbank forventer igen for 3. kvartal et meget svagt investeringsafkast som følge af en fortsat udvidelse af kreditspændene og en meget dårlig udvikling på aktiemarkederne. På baggrund af udviklingen på de finansielle markeder har banken nedjusteret forventningerne til investeringsafkastet yderligere for 2008.
Sydbank vurderer, at Topdanmark nedjusterer forventningerne, primært som følge af et meget svagt investeringsafkast. Banken forventer fortsat, at Topdanmark løbende tilbagekøber egne aktier. Banken vurderer dog, at aktietilbagekøbsprogrammet for 2008, der omfatter køb for i alt 750 mio. kr., nedjusteres svarende til den samlede nedjustering.