Qatar-eventyr giver Mærsk milliardgevinst

Udgivet den 29-11-2005  |  kl. 08:27  |  

Knapt har A.P. Møller - Mærsk betalt 18 mia. kr. for det amerikanske olieselskab Kerr McGees Nordsøaktiviteter, før milliarderne igen begynder at rulle i oliejagten. Mærsk Olie og Gas er således ved at slå sidste søm i udbygningsplaner i golfstaten Qatar for nye 25 mia. kr., skriver Børsen tirsdag.

Ifølge Børsens oplysninger er Mærsk så sikker på Qatar-aftalen, at selskabet er begyndt at bestille produktionsplatforme og andet udstyr på værfter i Asien, endnu før den endelige underskrift er på plads. Det er nødvendigt for at være klar i 2008, når offensiven skal være på plads.

Danske Equities vurderer, at A.P. Møller - Mærsk kan tjene 15 mia. kr. på udbygningen af det attraktive oliefelt i Qatar.

Udgivet af: NPinvestordk