Råvarer: Olie falder efter reducerede prognoser fra IEA

Udgivet den 12-04-2013  |  kl. 07:02  |  

Olie falder på de internationale råvaremarkeder fredag morgen, efter at Det Internationale Energiagentur har reduceret estimaterne over den globale efterspørgsel. Samtidig fortsætter guld den svage udvikling, og flere storbanker har reduceret forventningerne til prisudviklingen.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 104,35 dollar mod en pris på 105,80 dollar torsdag eftermiddag ved 17-tiden. En tønde af den amerikanske referenceolie, West Texas Intermediate, koster samtidig 93,30 dollar, hvor en tønde onsdag eftermiddag kostede 94,60 dollar.

Det Internationale Energiagentur har sænket prognoserne for efterspørgslen i 2013 for tredje måned i træk. Agenturet forudsiger det svageste forbrug i Europa i mere end 25 år, og samlet ventes den globale efterspørgsel at stige til 795.000 tønder dagligt. Det er 45.000 tønder mindre per dag end hidtil antaget.

- Da efterspørgslen rent faktisk ikke har vist sig i de økonomiske tal, har markedet været nødt til korrigere, og vi er nu i neutralt territorium for både West Texas og Brent i teknisk henseende. Vi skal også bruge nogle energi-specifikke nyheder, for at få gang i markedet igen, siger markedsstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney til Bloomberg News.

På markedet for ædelmetaller, har flere og flere investorer vendt ryggen til guld. Det sker i takt med, at de internationale aktiebørser fortsætter deres vej mod nye højder. Samtidig har storbankerne Goldman Sachs og Deutsche Bank sænket deres prognose for prisudviklingen i denne uge, på baggrund af en forbedring i den amerikanske økonomi.

Goldman venter nu en guldpris på 1545 dollar per ounce ved udgangen af indeværende år, hvilket er 65 dollar mindre end i tidligere prognoser. Og et år senere venter Goldman Sachs en pris på 1350 dollar per ounce, mod tidligere 1490 dollar.

Deutsche Bank har reduceret prognosen for guldprisen ved årets udgang til 1637 dollar per ounce fra 1856 dollar per ounce.

En troy ounce guld koster fredag morgen 1561,50 dollar mod 1558 dollar torsdag eftermiddag.

For industrimetallernes vedkommende er der ikke meget nyt. Kobbermarkedet ligger fortsat under for den usikre økonomiske udvikling og den eksisterende overproduktion, som kan blive yderligere forstærket i takt med, at nye miner åbnes.

Et ton kobber koster fredag morgen 7550 dollar mod 7566 dollar torsdag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk