Regeringen fremlægger forslag om stramning af insiderlov
København--25. august--NetPosten--Regeringen har fredag fremlagt forslag til at ændre lov om værdipapirhandel m.v. med henblik på at stramme op om misbrug af intern viden og kursmanipulation, oplyser Økonomiministeriet.
- I forbindelse med den større internationalisering af handel med værdipapirer, er der et voksende behov for ensartede regler. Det er ikke acceptabelt, at hvis en person foretager insiderhandel i Danmark eller EU, så kan vedkommende straffes, mens hvis den samme handling foretages i et tredjeland f.eks. USA ikke er strafbart. Dette er baggrunden for forslaget om at stramme reglerne om insiderhandel og kursmanipulation, således at det fremgår udtrykkeligt af loven, at danske værdipapirhandlere/investorer, der udøver insiderhandel og kursmanipulation med aktier optaget til notering på børser i tredjelande udenfor EU og EØS-samarbejdet, kan straffes herfor i Danmark, hedder det i bemærkningerne til lovforslaget.
Der stilles også internationalt større krav til betalingssystemerne. På denne baggrund foreslås det at give adgang til at etablere sikkerhedsret i forbindelse med afvikling i registrerede betalingssystemer, hvorved deltagernes mulighed for at få en effektiv styring af risici og likviditet forbedres, samtidig med at den systemiske risiko reduceres.
Endvidere foreslås det for at styrke tilsynet med institutionelle investorer samt virksomheder fra tredjelande, at en dansk værdipapircentral eller fondsbørs skal have tilladelse fra Finanstilsynet i forbindelse med etablering af fjernmedlemsskaber
Endelig indeholder lovforslaget mindre redaktionelle ændringer.