Rundt om grundskylden

Udgivet den 19-11-2013  |  kl. 06:00  |  

Grundskylden kan komme til at spille en stor rolle de kommende år. Både for boligejerne og for boligpriserne. Boligsiden.dk hjælper dig med at få styr på grundskylden.

Grundskylden har stor betydning for den enkelte boligejers økonomi, og den kan få endnu større betydning i de kommende år. Der er tre faktorer, der kan få den enkelte husejer til at skulle betale mere i grundskyld:

 

  1. Grundskyldspromillen kan stige
  2. Grundens værdi kan stige
  3. Skatteloftet kan ændre sig

 

Men hvordan er det nu med grundskylden, hvem betaler man til, og hvem bestemmer, hvor meget man skal betale? Her er det, du gerne vil vide om grundskylden i en let fordøjelig udgave. Bliver du nysgerrig eller særligt interesseret i et af emnerne, bør du dykke ned og undersøge det på egen vis, for der er langt flere detaljer, end vi har mulighed for at præsentere her.

 

Hvad er grundskyld?

Som husejer betaler du to skatter af din bolig: Grundskyld (skat af jorden) og ejendomsværdiskat (skat af murstenene). Grundskylden er en skat på selve jorden, din bolig står på – ikke en skat af huset i sig selv. Til gengælde betaler du som husejer også en ejendomsværdiskat, og dét er til gengæld en skat af selve boligen med mursten og det hele.

 

Hvordan beregnes grundens værdi så?

Grundskylden er som sagt en skat på den værdi, grunden har. Det er SKAT, der skønner, hvad grunden ville være værd, hvis den var ubebygget. Skønnet bygger på grundens beliggenhed og anvendelsesmuligheder. Der er endvidere muligheder for fradrag for forbedringer  af grunden.

 

Hvem betaler jeg grundskyld til?

Grundskylden, du betaler, havner i kommunekassen i den kommune, som grunden ligger i. Til gengæld indgår kommunens opkrævede grundskyld i en meget kompleks beregning, der blandt andet afgør, hvor meget staten giver til kommunen eller reducerer i tilskud. Så selvom kommunen hæver grundskylden, er det altså ikke sikkert, at kommunen i sidste ende får flere penge at rutte med.

 

Hvor meget betaler jeg i grundskyld?

Beløbet beregnes som grundværdien (den afgiftspligtige grundværdi) ganget med grundskyldspromillen. Dog er der også for grundskyld et loft over, hvor meget den kan stige om året. Den kommune, du betaler grundskyld til, bestemmer grundskyldspromillen. Der er dog et fast interval, som kommunen skal holde sig indenfor: Hver enkelt kommune må fastlægge en sats på mellem 16 og 34 promille af grundens værdi. I Gentofte Kommune har man eksempelsvis sat grundskyldspromillen til 16, mens man syv kommuner, heriblandt København, kører med den højeste sats, nemlig 34.

 

Hvordan meget stiger skatten, hvis jeg flytter fra den billigste til dyreste kommune?

Har du en grund med en værdi på 1 million kroner, skal du betale 16.000 kroner i grundskyld, hvis du bor i Gentofte, der har den laveste grundskyldspromille. Flytter du til Københavns Kommune, og flytter du ind på en grund, der også har en værdi på en million kroner, så skal du nu i stedet betale 34.000 kroner i grundskyld. Det skyldes, at Københavns kommune har valgt den højest mulige grundskyldspromille på 34.

 

Hvor meget stiger skatten, hvis grunden stiger i værdi?

Hvis vi siger, at din grund til en værdi på 1 million kroner ligger i en kommune, hvor man har en grundskyldspromille på 20, så betaler du 20.000 kroner i grundskyld om året. Hvis grundskylden holder sig i ro, kan du risikere alligevel at skulle betale mere, hvis din grund pludselig stiger i værdi. Stiger den fra 1 million kroner til 1,1 millioner kroner, stiger din årlige grundskyld fra 20.000 kroner til 22.000 kroner, uden at grundskyldspromillen har ændret sig.

 

Hvad betyder skatteloftet for grundskylden?

Skatteloftet har betydet, at ikke alle har betalt alt det, de egentlig burde, hvis de skulle betale fuld grundskyld. Langt de fleste husejere har haft fordel af skatteloftet – nogle har dog sparet mere end andre over de seneste år.

 

Hvad sker der, hvis skatteloftet forsvinder?

Der er stor forskel på, hvor meget skatteloftet har betydet i det forskellige kommuner. På Frederiksberg er grundskyldspromillen eksempel 27. Her er grundende i gennemsnit 3,7 millioner kroner værd, og i år betalte husejerne på Frederiksberg 41.000 kr. i grundskyld om året. Hvis skatteloftet ikke havde været der, havde husejerne skullet betale over 100.000 kr. om året. Frederiksberg er et af de steder, hvor husejerne har fået mest ud af skatteloftet, men det er også det sted, der bliver ramt hårdest, hvis loftet forsvinder.

 

Hvad er konsekvensen, hvis grundskylden stiger?

I eksemplet med Frederiksberg kommer boligejeren til at betale ca. 60.000 kroner mere om året i skat, hvis skatteloftet forsvinder. Det er ikke blot en rigtig stor stigning for den enkelte husejer. Det kan også få betydning for husets pris, når det skal sælges. Som køber regner man på, hvad man kan sidde for om måneden, og her tager man alle udgifter med i regnestykket. Hvis der går 100.000 kroner alene til grundskyld, har man færre penge at bruge på selve huslånet, og man må købe et billigere hus – eller presse huset ned i en pris, man kan betale. Under alle omstændigheder kan øgede skatter betyde, at huspriserne vil falde.

 

Hvor meget kan grundskylden stige?

Selve grundskylden kan maksimalt stige 7 procent pr. år. Det betyder, at selv hvis boligmarkedet skulle stige eksplosivt, så følger grundskylden med i et mere adstadigt tempo.

Udgivet af: Boligsiden

Seneste nyheder

18:00 Svitzer/Citi: Indleder dækning med "køb"
17:54 Europa/lukning: Kundeservicekoncern toppede i misfornøjet marked
17:35 STG's forventning om vækstopsving i andet kvartal giver fastholdt prognose
17:27 Genmabs bundlinjen bugner efter store finansindtægter - Darzalex sender toplinjen frem
17:04 Torsdagens aktier: Nedtur til Novo og Mærsk på hæsblæsende regnskabsdag med GN i front
17:01 Torsdagens obligationer: Renterne faldt en smule inden vigtigt jobtal fredag
15:40 USA/åbning: Endelig konklusion på Powells kommentarer giver grøn start
14:35 Aktiechef om ISS-fald: Det er gået op for markedet at aktien ikke er en nytårsraket
14:24 USA/tendens: Lettelse at spore efter Powells afvisning af renteforhøjelse
13:15 Valuta: Yen svækkes igen fra styrket niveau efter mistænkt intervention
13:04 Alm. Brand Groups topchef om flot kvartal: Prognosen tipper måske lidt mod den høje ende
12:26 Mærsk-topchef har svært ved at se aktietilbagekøb vende tilbage i år
12:03 Europa/aktier: Powell-kommentarer og regnskaber holder markedet på tæerne
11:48 Obligationer/middag: Renterne siver fortsat frem mod tal fra USA
11:43 Mærsk-topchef kigger stadig på mulighed for at købe DB Schenker
11:37 Aktier/middag: Novo og Mærsk trækker C25 ned trods GN i topform
11:31 Novo går efter endnu en vigtig godkendelse til Wegovy i juli
10:16 Vestas-topchef er "meget komfortabel" med forventningerne efter første kvartal som planalgt
10:12 Havvind hjalp Ørsted til positiv overraskelse i første kvartal
10:11 Novos kassemester: Vi kan virkelig lide hvad vi ser for Wegovy i USA