Sydbanks årsrapport 2018
Selskabsmeddelelse nr. 02/2019
27. februar 2019
Sydbanks årsrapport 2018
Højeste egenkapitalforrentning blandt SIFI-banker i Danmark. Samtlige målsætninger i Blå vækst er indfriet
Sydbanks regnskab for 2018 viser et resultat før skat på 1.420 mio. kr. mod 1.956 mio. kr. i 2017. Faldet på 536 mio. kr. kan primært henføres til et fald i indtjeningen i alt på 311 mio. kr. og et fald i beholdningsresultatet på 309 mio. kr. Resultatet før skat forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 12,5 pct. p.a.
Årets resultat efter skat udgør 1.156 mio. kr. mod 1.531 mio. kr. i 2017 og forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 10,2 pct. Ved indgangen til 2018 forventedes et resultat efter skat i intervallet 1.200-1.400 mio. kr.
Administrerende direktør Karen Frøsig siger om årets resultat:
- Miljøet for bankdrift er blevet betydeligt mere vanskeligt. Det negative rentemiljø kombineret med den skarpe konkurrence i sektoren har medført et fortsat pres på koncernens nettorenteindtægter og indtjeningskraften i bankerne presses nedad. Derfor er det positivt, at vi fortsat kan levere en 2-cifret egenkapitalforrentning, der for 2018 er den bedste blandt de danske SIFI-banker. Det opnåede resultat skyldes først og fremmest arbejdsindsatsen fra Sydbanks mange dygtige medarbejdere.
Det er samtidig meget tilfredsstillende, at kreditkvaliteten er så god, at vi kan tilbageføre nedskrivninger for et 3-cifret millionbeløb i 2018.
Karen Frøsig udtaler herudover:
Baseret på de opnåede resultater i den hermed afsluttede strategiperiode, hvor alle de opsatte målsætninger er blevet opfyldt, ser jeg fremad mod den netop påbegyndte strategiperiode, hvor fokus er at skabe en stærkere bank med nøgleordene, "Kunden først", "Mere Sydbank" og "Det, der virker".
Formanden for Sydbanks bestyrelse, Torben Nielsen uddyber:
- Vi forrenter egenkapitalen med mere end 10 pct. i et for bankdrift svært marked med manglende udlånsvækst og en hård konkurrence. Sydbank ønsker ikke at udvande kreditkvaliteten for at skabe udlånsvækst. Det opnåede resultat for 2018 sikrer et højt udbytte pr. aktie samt mulighed for igangsætning af et nyt aktietilbagekøbsprogram på 250 mio. kr. Efter en samlet udlodning på 840 mio. kr. er banken fortsat velkapitaliseret.
Hovedpunkter for 2018
Fald i indtjening i alt på 7 pct.Stigning i basisomkostninger på 3 pct.Tilbageførsel af nedskrivninger med 122 mio. kr.Fald i basisresultatet med 325 mio. kr. til 1.489 mio. kr.Negativt beholdningsresultat på 127 mio. kr.Bankudlån på 61,0 mia. kr.Indlån på 86,3 mia. kr.Kapitalprocent på 22,4, heraf egentlig kernekapitalprocent på 17,3Foreslået udbytte på 9,36 kr. pr. aktie.
Forventninger til 2019
Der forventes en begrænset vækst i dansk økonomi i 2019.
Indtjeningen i alt forventes at være lavere end den realiserede indtjening i 2018.
Der forventes en mindre stigning i basisomkostningerne i 2019.
Nedskrivningerne i 2019 forventes at være på et lavt niveau. Usikkerheden om prisudviklingen i landbruget kan dog påvirke nedskrivningsniveauet.
Omkostninger med engangskarakter forventes at udgøre i niveauet 75 mio. kr.
Resultat efter skat forventes at være i intervallet 800-1.100 mio. kr.
Forventningerne er forbundet med usikkerhed og afhænger blandt andet af udviklingen på de finansielle markeder samt de makroøkonomiske forhold.
Yderligere oplysninger
Økonomidirektør Jørn Adam Møller, tlf. 74 37 24 00
Kommunikationschef Louise Degn-Hansen, tlf. 61 20 48 04
Adm. direktør Karen Frøsig, bankdirektør Bjarne Larsen og økonomidirektør Jørn Adam Møller gennemgår i dag kl. 10.00 (CET) rapporten på en telekonference. Telekonferencen afvikles på dansk og kan følges via www.sydbank.dk/omsydbank
Deltagere skal ringe på +45 35 44 55 77. Følgende kode skal bruges for at logge ind: 71932417#
Vedhæftede filer
FM 02 Årsrapport 2018 Kreditrapport 2018
\Hugin