Så mange kvadratmeter kan du få for en million
Sådan er kvadratmeterpriserne netop nu: Her får du mest for pengene.
Har du en million på lommen, er der stor forskel på, hvad du kan få for den. Ikke overraskende er der færrest kvadratmeter at hente i og nær de store byer. Netop nu får du blot 24 kvadratmeter villa for hver million, du køber bolig for, hvis du vil bo i Gentofte. Det betyder, at en Gentoftevilla i gennemsnit ligger i 5,6 millioner kroner.
De ultimativt billigste villaer finder man på Lolland, hvor der netop nu er 171 kvadratmeter at hente pr. million, og de fleste villaer vil derfor blive handlet for lige knap 900.000 kr.
Østjylland holder gennemsnittet
Med Aarhus som undtagelse, ligger de østjyske kommuner pænt på de gennemsnitlige villapriser. I Horsens kan du fx få 80 kvadratmeter pr. million, og omegnskommunerne placerer sig lidt over og under Horsens-niveauet. En gennemsnitsvilla i Horsens vil koste 1,9 millioner kroner, og du kan derfor købe 3 villaer i Horsens for den pris, du betaler for en enkelt villa i Gentofte. Til gengæld betaler husejerne i Horsens det dobbelte sammenlignet med husejerne på Lolland.
Drømmen om en villa til en million
Drømmen om at få en villa til op til en million er svær at realisere de fleste steder i Danmark. Kun i ni kommuner koster en standardvilla under 1 million kroner. Udover Lolland er der også gode chancer i fx Tønder, Guldborgsund og Lemvig, mens priserne ligger på lige over en million i kommuner som Jammerbugt, Sønderborg, Thisted og Rebild. Der er derfor langt større mulighed for at finde en villa, hvis du kan skrabe det dobbelt sammen. Gennemsnitligt skal du nemlig af med 1,9 millioner kroner for en villa i Danmark.
Let stigende priser
Der er udsigt til, at en million rækker kortere fremover. Vi ser en svagt stigende tendens i villapriserne, siger kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk Birgit Daetz, så der ser ikke ud til, at det bliver nemmere at blive husejer for blot en million.