Søndagsavisen opjusterer med 20-30 mio kr

Udgivet den 30-06-2006  |  kl. 08:54  |  

Søndagsavisen opjusterer forventningerne til 2006 og har indgået distributionsaftale med COOP for 2007 og 2008, fremgår det af en børsmeddelelse fredag.

Opjusteringen sker med baggrund i gunstige annoncemarkeder i Danmark. Der ventes således nu et resultat før skat på 150-180 mio. kr., svarende til en forbedring på 20-30 mio. kr. i forhold til forventningerne, som blev kommunikeret i forbindelse med årsrapporten for 2005.

Koncernens nettoomsætning for 2006 forventes at blive 1.600-1.650 mio. kr., hvilket er en stigning på ca. 150 mio. kr. i forhold til tidligere udmeldinger.
Spændet i forventningerne er udvidet af hensyn til de ændringer i konkurrencesituationen, der forventes på markedet for avisdrift i Danmark i løbet af efteråret 2006.

Opjusteringen skyldes hovedsagelig en markant forbedring i resultatet fra avisen Søndagsavisen og OFiR a-s som følge af forøgede markedsandele og et voksende marked. Søndagsavisen har blandt andet haft stor succes med periodevis fuld landsdækning og styrker dermed sin position som Danmarks største og eneste reelt landsdækkende avis.

I ovenstående forventninger er Helsingør Dagblad indregnet som datterselskab i Søndagsavisen, i modsætning til seneste prognose, hvor Helsingør Dagblad indgik som associeret virksomhed.

Søndagsavisens distributionsdivision Forbruger-Kontakt har endvidere indgået aftale med COOP kæderne om omdeling af tryksagerne fra Fakta, Kvickly, Kvickly Xtra, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, og Irma. Aftalen er 2-årig og træder i kraft pr. 1. januar 2007.

Søndagsavisen forventer at offentliggøre halvårsmeddelelse for 2006 den 9. august 2006.

Udgivet af: NPinvestordk