Sanofi opjusterer efter stærk udvikling i astma- og influenzaprodukter

Udgivet den 29-10-2020  |  kl. 10:51  |  

Den franske medicinalkæmpe Sanofi, der tidligere var en stor konkurrent til Novo Nordisk inden for diabetesmedicin, opjusterer sine forventninger til indtjeningen, efter solid efterspørgsel på selskabets astmamedicin og influenzavaccine.

Det fremgår af Sanofis regnskab for tredje kvartal. Her lyder forventningen til væksten i indtjeningen per aktie nu på 7-8 pct. mod tidligere 6-7 pct.

Selve tredje kvartal landede relativt set som ventet og var i det store hele på linje med tredje kvartal sidste år.

Indtjeningen per aktie endte på 1,83 euro mod ventet 1,78 euro ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg. Der var dermed tale om en marginal stigning fra sidste år, hvor indtjeningen endte på 1,82 euro per aktie.

Omsætningen landede på 9,5 mia. euro, hvilket i runde tal er det samme som tredje kvartal sidste år. Her havde analytikerne ventet en omsætning på 9,6 mia. euro.

Sanofi-aktien stiger torsdag formiddag 0,7 pct. til 79,57 euro på børsen i Paris.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder