Santa Fe: En større skandale en OW Bunker

Udgivet den 25-09-2019  |  kl. 23:42  |  

Chefen for Thornico og storaktionær i Santa Fe, Thor Stadil, kalder udsigten til, at Santa Fe - det tidligere ØK - lukker ned, for en "kæmpe katastrofe", og han betegner udviklingen som en skandale.

Det skriver Finans.

- Jeg betragter det nærmest som en større skandale end OW Bunker. Det er simpelthen så dårligt drevet, at man tror, det er løgn. Det gamle hæderkronede firma. Der er intet tilbage. Et par minoritetsposter hist og her, men når de skal afskedige direktøren, som der ikke er brug for længere, ryger alle pengene sikkert. Man købte for 1,5 mia. kr., og nu er der intet tilbage, siger Thor Stadil til Finans.

Santa Fe solgte onsdag sin hovedaktivitet, Santa Fe Relocation, for 1 mio. euro, men inklusiv gæld, og med det frasalg er sporet lagt for en afvikling af selskabet, som nu blot ejer en håndfuld minoritetsposter, har en egenkapital på 15-20 mio. kr. og mulighed for en earn-out om fem år i forbindelse med frasalget.

Stadil lægger som tidligere al ansvaret i bestyrelsesformand Henning Kruse Petersens skød, og han peger på, at det ikke har været muligt at afsætte formanden, da ejerkredsen har bestået af mange små aktionærer.

Henning Kruse Petersen afviser dog kritikken.

- Jeg har ikke bemærkninger til denne hr. Stadil, og det er ikke noget, der holder mig søvnløs, at vi er uenige, siger han til Finans.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder