SAS klar til salg af British Midland

Udgivet den 18-07-2008  |  kl. 16:39  |  

SAS er klar til salg af British Midland til finansmanden Sir Richard Branson, hvis det skulle blive aktuelt. Sådan lyder det fra kommunikationsdirektør i SAS koncernen, Claus Sonberg, som Netposten.dk har talt med. Branson står bag den kendte Virgin-koncern, der omfatter blandt andet pladeselskab, flyselskab og drikkevarer.

Og Richard Branson skulle ifølge en artikel i Financial Times angiveligt være interesseret i at købe aktiemajoriteten i flyselskabet British Midland.

SAS' andel i British Midland er omkring 20 pct., mens Star Alliance-partneren Lufthansa ejer omkring 30 pct.. Samlet ejer de to 49,9 pct. af aktiekapitalen. Den resterende del ejes af administrerende direktør, Sir Michael Bishop. Så hvis Richard Branson ønsker majoriteten af British Midland er et eventuelt køb af SAS og Lufthansa derfor lige akkurat ikke nok for at få aktiemajoriteten i selskabet.

Lufthansa har dog også meddelt, at de ligeledes er interesseret i et køb af en større andel af British Midland, og dermed kan SAS blive tungen på vægtskålen når magten i selskabet skal fordeles.

Eksempelvis kan det gøre det muligt for Richard Branson at få aktiemajoriteten, hvis han ikke har mulighed for at købe samtlige Michael Bishop's aktier.

Netposten.dk har talt med SAS’ kommunikationsdirektør, som siger, at det skandinaviske flyselskab er klar på sælge sin andel, og gerne vil gå i forhandlinger med eventuelle købere.

- Vi ønsker at koncentrere os om Baltikum og Skandinavien, og vi vil gerne forenkle vores selskab. Så vi er klar til at sælge vores andel i British Midland til Richard Branson. Og iøvrigt også til de mange andre, som også har vist deres interesse, som også er omtalt i strategi 2011, udtaler Claus Sonberg.

Det har ikke været muligt, at få et konkret bud på, hvor høj en pris British Midland kan indbringe SAS, men i 1989 købte SAS 24,9 pct. af selskabet for 25 mio. pund. En andel som senere er blevet reduceret til godt 20 pct.

Et salg kan dog efter Claus Sonberg komme til at tage et stykke tid, og tidligst ultimo 2008.

Af: Simon Munch
Simon.munch@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder